Langebæk Lokalhistoriske Arkiv

Knudsvænge 1936-38
“Danmark set fra luften”

Knudsvænge ligger på Røstofte Skovvej 4. Den har matr. nr. 15b i Røstofte. O. år 1800 ejede Mern Kirke det meste af jorden sammen med et andet areal på Røstoftevej. Kirken lejede jorden ud for at skaffe penge til personaleudgifter, graver m.m.

1799 gifter Ole Nielsen sig til Jungshavegård (selvejer) og lejer jorden til Knudsvænge, og senere køber han den. Omkring 1845 bygger han Knudsvængegård.

Der er en brønd på gårdspladsen med en kilde fra oldtiden, og 100 meter NV for gården er der fundet en flintesten, danekræ nr. 556, med tydeligt aftryk af 1 søstjerne. Der blev udgravet en grubeopfyldning fra bronzealderen af Nationalmuseet med mange potteskår og kværnsten.

Knudsvænge 1989

Familie på Knudsvænge ca. 1912 foran det gamle stuehus.
Bagest:
Hans – Birthe – Lars Peter Sørensen
Forrest: Adolf – Marie – Karen med Johanne – Margrethe

Søren Sørensen, fra Knudsvænge i Røstofte

Stensby slot.
Kilde: Vagn B. Nielsens artiklen

Den 7. juni 1238 var der en meget stor begivenhed i Stensby. Kong Valdemar Sejr og hans tre sønner mødtes ved Stensby Voldsted med den tyske ridderorden og repræsentanter for paven. Op mod 900 personer deltog i mødet; men vi skal lidt længere tilbage i historien.

Valdemar Sejr havde i en del år ført nogle krige mod hedninge i Estland og Letland med pavens billigelse. Han havde fået til opgave at kristne disse hedninge.

Han havde fået opgaven i samarbejde med de tyske korsriddere. De var på en gang gode og vanskelige samarbejdspartnere. De gjorde meget godt i kristendommens navn, i humanitær og forbedret levevis for befolkningen; men de ragede også til sig både af magt og gods.

Valdemar Sejr blev konge i 1202. Han havde været hertug i Slesvig i 14 år inden da. Han havde gjort en del erobringer i de tyske Østersøområder: Holsten m.m.

Som konge førte han flere slag mod hedningene. Det gav mange sejre; men også en del nederlag. En af gangene var han draget af sted med en hær på 20.000 mand og 1500 skibe. Der var et slag ved Fellin i 1208. Nogen påstår, at det var her scenen med Dannebrog foregik. I 1219 var danskerne ved at bygge en borg ved Reval (Tallinn). Der havde været en del estiske hedninge og spioner ved borgen op til den 15. juni.

Om aftenen den 15. juni angreb de borgen. Ved Lyndanisse holdt ærkebispen fanen højt og bad om guddommelig hjælp. Biskoppen holdt længe fanen højt. Det gav en guddommelig styrke. Hedningene troede han var kongen og prøvede på at dræbe ham. Han blev i hvert fald hårdt såret, og hans blod farvede den hvide fane rød sandsynligvis i 4 felter. Da hans arm ikke kunne holde fanen højt længere, faldt den ned og gav danskerne fornyet styrke, og de sejrede.

Det er myten om Dannebrogs opståen som det danske flag. Men de fik også en betydelig hjælp af den danske vasal fyrst Vitslav den 1. af Rügen, der  havde gemt sig med sine ryttere under klinten.

Det indledte Valdemar Sejrs herredømme over dele af Estland. De tyske riddere havde andre områder. Det gik så voldsomt til, at ”den tyske Sværdridderorden” næsten blev udslettet i 1236 af esterne. Den var blevet grundlagt i Livland (Letland) i 1202. De overlevende blev optaget i ”Den  tyske Orden”, der egentlig var grundlagt i Palæstina; men med pavens tilladelse begyndte en erobring af Preusen (Det senere Østpreusen) i 1231.

Med Pavens tilladelse blev Valdemar Sejr enig med den tyske orden, om et forbund med henblik på at erhverve de hedenske lande med en fordeling af 1/3 af området til ordenen og 2/3 til den danske konge.

Det var den aftale, der blev konfirmeret i Stensby 7/6 1238. Man ved ikke helt, hvorfor det ikke foregik på Vordingborg Slot, hvor Jyske Lov blev vedtaget 3 år senere. Det antages, at man ikke ville have spioner indenfor. De fremmede følte sig også mere sikre på engen. Rengøringen var måske heller ikke helt i orden.

Kongen havde sit jagtslot i Stensby. Voldgravene er der endnu og er tilgængelige.

Pavens repræsentant, Vilhelm af Modena, stod som garant for aftalen. Valdemar Sejrs 3 sønner, Erik, Abel og Kristoffer, der alle tre blev konge efter Valdemar Sejr, deltog også i mødet. Den danske statsminister, alle de danske biskopper og ærkebispen i Lund, samt en del grever deltog.

Der deltog også tre tyske riddere med hjælpere. Lederen af den tyske orden Hermann von Salza deltog ikke. Det gjorde Hermann Balke og brødrene Johannes, Andries og Boninus samt de små brødre Albert og Regner.

Kongen ville vise sig gunstig med hensyn til riddernes handlinger, når de var retfærdige og tilladelige.

Min 20 x tipoldefar, Saxe Aagesen Stenbrikken blev kort efter 1219 gælker (kongens repræsentant) og høvedsmand på slottet Reval. Han døde i Estland i 1259. Hans sønner Aage og Peder Saxesen Stenbrikken var Lensmænd i Estland, høvedsmænd i Reval og i det danske rigsråd. De døde i Estland efter 1300. Hans svigersøn Jon I. Bille, der er min ane, fik et gods i Estland; men han døde i Danmark. Hans efterkommere huserede sandsynligvis kun i Danmark: Lensmand på Dragsholm m.m.

Men i de efterfølgende år var der samarbejde mellem danskerne og de tyske riddere. Det var der, selv om den jyske adel og kongemagten lå i evig strid og Danmark var uden konge, indtil Valdemar Atterdag blev konge i 1340.

I 1343 gjorde kongen Stig Andersen Hvide (Marsk Stigs barnebarn) til statholder i Estland. Der havde været et bondeoprør i Estland. Oprøret blev slået ned; men i 1347 sælger Valdemar Atterdag Estland til de tyske riddere for at skaffe penge til pantegæld af Danmark, da Danmark var pantsat. Stig A. Hvide vender hjem til Danmark, som leder af den jyske adel både med og mod kongen. Hans søn blev myrdet i 1359 af de kongetro sammen med fire andre adelsmænd.

I de følgende århundreder var der mange relationer til den tyske ridderorden: Handel, krig og ægteskaber. I 1560 sælger fyrstbiskop Johann von Münchhausen den estiske ø Øsel til Frederik d. 2. Noget af Estland blev igen en del af Danmark i 85 år. Den blev sammen med Gotland tabt ved Brømsebrofreden i 1645.

Der er rigtig mange ting i min anebog også fra Øseltiden med familien Budde.

Kilder: Riegels: Vrangsgaarde Voldsted, side 39 – 45 i Historisk Samfunds Årbog for Præstø Amts Årbog 2015, Adelsårbøger og Danmarks Konger.

Vagn Boberg Nielsen

Den ligger på Hovvejen 16 i Viemose by og har matr. nr. 9 c. Før udskiftningen var det gård 9/10 i Søndre Viemose. Indtil 1804 lå den på Viemosegade 71. 1804 udskiftet og udflyttet.   

Staalvængegaard 1949 fra “Danmark set fra luften”.

Staalvængegård 1989

Den Spanske Syge

Danmark har i tidens løb været hjemsøgt af mange pandemier. Den seneste slemme pandemi var Den spanske Syge.

Den var startet i USA under 1. Verdenskrig. Amerikanske soldater, der gik i land i Bordeaux og Brest, bragte den til Europa. Den blev en væsentlig mod- og medspiller i krigen. Der døde 3 gange så mange af den, som der døde på slagmarken.

Den var ikke særlig slem i Spanien. Men den blev kaldt ”Den spanske Syge”, da den spanske konge, Alfons den 13., blev smittet af den. Han døde imidlertid først i 1941 efter en del eftervirkninger, hvorfor han da abdicerede meget tidligere.

I 1. Verdenskrig huserede den mest i de tyske skyttegrave, hvilket var medvirkende til, at tyskerne tabte krigen.

Det land, der blev værst ramt, var Indien. 8 % af befolkningen døde. I USA døde 675.000. I Danmark døde ca. 15.000 (6.000 i første bølge). På verdensplan døde 50 millioner.

Søren Sørensen, fra Knudsvænge i Røstofte

Den startede den 3. juli 1918. Dagen efter kom der også udbrud af mæslinger. Den 8. juli spreder den sig rigtig meget. Min fars granfætter, Søren Sørensen, fra Knudsvænge i Røstofte døde den 18. august på Vordingborg Sygehus 21 år gammel. Han havde været soldat i livgarden.

Jeg har pudsigt nok lige modtaget et billede af ham fra USA, hvorpå der stod, at han var død af ”the big influenza 21 years old”. 4 af hans søskende udvandrede efterfølgende til USA. Efterkommerne har fundet mig via dna og har sendt billedet.

I livgarden og blandt soldater i det hele taget florerede smitten meget. Mange unge, der var forsamlet som soldater, karle eller elever på herregårdene døde af sygdommen. I oktober 1918 døde 2000 af ”influenza” i DK. 2% af sygeplejersker og sundhedspersonale døde.

I Øster Egesborg Sogn døde 12 forholdsvis unge mænd og 8 unge piger i alderen 18 – 36 år. De døde sandsynligvis af den spanske syge i løbet af 3 -4 år. Det var en helt usædvanlig stigning i dødskvoten for denne aldersgruppe. 3 unge i en familie døde, samt en del unge på Lekkendegården og Lilliendal.

I Mern Sogn var mønstret lidt anderledes. Ca. 8 unge piger og 8 unge mænd døde i den periode. 2 af pigerne havde tjent på Lilliendal. Der var tilsyneladende ikke nogen på Høvdingsgaard.

I Kalvehave Sogn døde 7 fiskere (lidt ældre aldersgruppe) 1918 -20. Lidt senere døde 1 fiskerkone, 1 fiskehandler og 1 fisker mere: Men der var faktisk kun 1 enkelt ung mand og ikke nogen på Petersgaard.

I 1889 blev Danmark også hjemsøgt af en dødbringende influenza. Den mindede meget om Corona og lidt om den spanske syge. Fælles for alle 3 sygdomme kom de i bølger, og sygdommen var slem, hvor mange menneske var forsamlet.

I første halvdel af 1800-tallet var det malaria, der huserede. Her var det den inficerede malariamyg, der spredte sygdommen. Værst var den i 1831, hvor 4 % af befolkningen på Lolland-Falster, i Jungshoved og Mern Sogne døde på mindre end et halvt år.

Der havde også været en malariaepidemi i 1679. Ved den lejlighed opfandt de danske brødre Bartholin kinabarken til behandling af sygdommen. Den ene af brødrene, Rasmus Bartholin var selv smittet. Af kinabarken udvandt man senere kinin.

På Københavns Universitet var der i årene på det tidspunkt ansat 12 professorer af Bartholin-familien. Stamfaderen Iver Bartholin var først professor. Derefter præst i Stege i 1565. Så blev han dødsdømt, sat i fængsel i Sorø. Derefter forstander for Sorø Akademi. Der er et maleri af ham i Sct. Bents Kirke i Ringsted.

Af andre store pandemier blev Danmark hjemsøgt i 15- og 1600-tallet af pest og i 1300-årene af Den sorte Død. Den Sorte død halverede befolkningstallet. Begge dele var et spørgsmål om hygiejne (latrin i gaderne m.m.).

Historien er skrevet af Vagn Boberg Nielsen. Kilder Wikipedia og andre kilder fra nettet.

Kvinder fra hele Sjælland 1910-15. Husmandskoner? på skole. Forstander-
parret står i midten øverst, H.
Knudsen med hustru.
Forreste række fra venstre: Karen
Marie Hansen, Viemose; Sofie
Rasmussen, Kallehave. Billedet blot brugt til lidt illustration, da der ikke findes fotos fra tiden, som omtales.

Der var mange kvinder  i 1700 – 1840, der udøvede stor magt. Den unge gårdkone startede sin magt i køkkenet og i kålgårdshaven, Hvis ikke der var en ældre svigermor, der ikke ville give magten fra sig. Det var mange gange tilfældet, og hun havde ofte magten over sønnen samtidig.

Der var mange magtsituationer i det gamle fæstesamfund. Der var herremandens magt over fæstebonden. Bonden måtte på hoveri på herregården, hvis ikke han havde en karl at sende. Men så var det også bondekonen, der måtte stå for det derhjemme.

Den største magt opnåede konen den dag hun havde lagt manden i graven. Formelt havde hun 2 år til at finde en ny mand eller overgive gården til en voksen søn. Hvis hun havde en eller flere sønner der var ved at være voksne, kunne hun have dem som medhjælpere/bestyrere til de overtog gården.

Det kunne være en datter og en svigersøn, der overtog gården. Det kunne også være karlen, konen gjorde til gårdmand og ægtemand, selv om han var 30 år yngre end hende. Så skete trolovelsen ofte ugen efter begravelsen, og så var han gårdmand.

I Sageby på Sagebyvej 12 lå gård nr. 9. Ca. 1750 blev Karen Madsdatter gift med Peder Andersen; men frem til 1787 lagde hun ham og 3 efterfølgende ægtemænd i graven. Alle 4 gange valgte hun en ny mand, der også blev gårdmand på gården. Den 5. mand hun blev gift med hed Niels Jensen. Efterfølgende blev gården flyttet ud på marken/skoven som Sageby Skovgård.

På Pilemøllen i Stensby var der 2 stærke mandhaftige kvinder. I 1661 mistede Johanne Andersdatter manden og igen i 1679; men begge gange både i 1661 og 1679 fandt hun en ny ægtemand, der overtog gården og Piil-navnet. 3. mand, Mads Hansen Piil døde i 1702. Sønnen Anders overtog gården; men Johanne døde først i 1719. Det har nok ikke altid været lige sjovt at være den unge kone, Kirsten.

I 1803 kom der igen en mandhaftig kone til Pilemøllen, Birte Jeppesdatter. Hun var 37 år og havde været pige på Langebæk Præstegård. Hun nåede alligevel at lægge 2 mænd i graven, og så tror jeg hun giftede sig med karlen. Hun var 37 år ældre end den nye mand, Hans Pedersen.

Da de havde været gift i 10 år og hun var blevet 71 år gammel gik hun ud og hængte sig, for at give plads til en ung kone. Der kom da også hurtigt en arving til gården, der kunne overtage gården knap 20 år senere.

I Mern boede min 3 x tipoldemor, Maren Rasmusdatter. Hun var 22 år; men en bestemt dame. Forældrene havde i 1731 trolovet hende bort til en gammel mand på 65 år. Det ville hun ikke finde sig i, så hun anlagde retssag ved Stensby Birketing mod forældrene. Under retssagen kom det frem, at moderen havde skubbet hende ind ad køkkendøren til den gamle Ole i Røstofte.

Hun vandt tilsyneladende, selv om det stod lidt uklart. Stensby Birketing blev nemlig nedlagt. Men året efter i 1732 blev hun gift med sin advokat, Jacob Vrang, fra Bakkedal i Ugledige. Han var blevet enkemand i mellemtiden. Men hun lagde både Jacob og min Tip, Niels, i graven. Hun fortsatte i enkestand på Bakkedal i 11 år med sønnen Rasmus som medhjælper/bestyrer. Da hun døde, overtog Rasmus fæstet.

Stensvedgård lå før 1805 på Stensbyvej 27. Det var gård nr. 20. I 1737 blev Maren Larsdatter kone på gården. Hun var først gift med sognefogeden Eric Christensen. Men da han døde, satte hun 2 nye mænd ind på gården, først Christen Jensen i 1755 og i 1763 Christen Hansen Ørslev. I 1766 havde de krohold på gården. Hun må have været kromutter på gården, måske over en længere årrække. Hun var kone på gården i 55 år.

I relation til en udsendelse om spækhuggerne. Det er lidt med de damer ligesom med spækhuggerne. Den ældste hun tager føringen i flokken.

Kvinderne var som regel de stærkeste, hvis de ikke lige var død i barselsseng. Mændene var mere ude blandt folk og blev udsat mere for smitte. De blev også oftere stukket og smittet af malariamyggen. Sommertemperaturerne var ofte højere.

Historien er skrevet af Vagn Boberg Nielsen med FT og Gunnar Kirchheiners notater som kilde.