Langebæk Lokalhistoriske Arkiv

Den Spanske Syge

Danmark har i tidens løb været hjemsøgt af mange pandemier. Den seneste slemme pandemi var Den spanske Syge.

Den var startet i USA under 1. Verdenskrig. Amerikanske soldater, der gik i land i Bordeaux og Brest, bragte den til Europa. Den blev en væsentlig mod- og medspiller i krigen. Der døde 3 gange så mange af den, som der døde på slagmarken.

Den var ikke særlig slem i Spanien. Men den blev kaldt ”Den spanske Syge”, da den spanske konge, Alfons den 13., blev smittet af den. Han døde imidlertid først i 1941 efter en del eftervirkninger, hvorfor han da abdicerede meget tidligere.

I 1. Verdenskrig huserede den mest i de tyske skyttegrave, hvilket var medvirkende til, at tyskerne tabte krigen.

Det land, der blev værst ramt, var Indien. 8 % af befolkningen døde. I USA døde 675.000. I Danmark døde ca. 15.000 (6.000 i første bølge). På verdensplan døde 50 millioner.

Søren Sørensen, fra Knudsvænge i Røstofte

Den startede den 3. juli 1918. Dagen efter kom der også udbrud af mæslinger. Den 8. juli spreder den sig rigtig meget. Min fars granfætter, Søren Sørensen, fra Knudsvænge i Røstofte døde den 18. august på Vordingborg Sygehus 21 år gammel. Han havde været soldat i livgarden.

Jeg har pudsigt nok lige modtaget et billede af ham fra USA, hvorpå der stod, at han var død af ”the big influenza 21 years old”. 4 af hans søskende udvandrede efterfølgende til USA. Efterkommerne har fundet mig via dna og har sendt billedet.

I livgarden og blandt soldater i det hele taget florerede smitten meget. Mange unge, der var forsamlet som soldater, karle eller elever på herregårdene døde af sygdommen. I oktober 1918 døde 2000 af ”influenza” i DK. 2% af sygeplejersker og sundhedspersonale døde.

I Øster Egesborg Sogn døde 12 forholdsvis unge mænd og 8 unge piger i alderen 18 – 36 år. De døde sandsynligvis af den spanske syge i løbet af 3 -4 år. Det var en helt usædvanlig stigning i dødskvoten for denne aldersgruppe. 3 unge i en familie døde, samt en del unge på Lekkendegården og Lilliendal.

I Mern Sogn var mønstret lidt anderledes. Ca. 8 unge piger og 8 unge mænd døde i den periode. 2 af pigerne havde tjent på Lilliendal. Der var tilsyneladende ikke nogen på Høvdingsgaard.

I Kalvehave Sogn døde 7 fiskere (lidt ældre aldersgruppe) 1918 -20. Lidt senere døde 1 fiskerkone, 1 fiskehandler og 1 fisker mere: Men der var faktisk kun 1 enkelt ung mand og ikke nogen på Petersgaard.

I 1889 blev Danmark også hjemsøgt af en dødbringende influenza. Den mindede meget om Corona og lidt om den spanske syge. Fælles for alle 3 sygdomme kom de i bølger, og sygdommen var slem, hvor mange menneske var forsamlet.

I første halvdel af 1800-tallet var det malaria, der huserede. Her var det den inficerede malariamyg, der spredte sygdommen. Værst var den i 1831, hvor 4 % af befolkningen på Lolland-Falster, i Jungshoved og Mern Sogne døde på mindre end et halvt år.

Der havde også været en malariaepidemi i 1679. Ved den lejlighed opfandt de danske brødre Bartholin kinabarken til behandling af sygdommen. Den ene af brødrene, Rasmus Bartholin var selv smittet. Af kinabarken udvandt man senere kinin.

På Københavns Universitet var der i årene på det tidspunkt ansat 12 professorer af Bartholin-familien. Stamfaderen Iver Bartholin var først professor. Derefter præst i Stege i 1565. Så blev han dødsdømt, sat i fængsel i Sorø. Derefter forstander for Sorø Akademi. Der er et maleri af ham i Sct. Bents Kirke i Ringsted.

Af andre store pandemier blev Danmark hjemsøgt i 15- og 1600-tallet af pest og i 1300-årene af Den sorte Død. Den Sorte død halverede befolkningstallet. Begge dele var et spørgsmål om hygiejne (latrin i gaderne m.m.).

Historien er skrevet af Vagn Boberg Nielsen. Kilder Wikipedia og andre kilder fra nettet.

Kvinder fra hele Sjælland 1910-15. Husmandskoner? på skole. Forstander-
parret står i midten øverst, H.
Knudsen med hustru.
Forreste række fra venstre: Karen
Marie Hansen, Viemose; Sofie
Rasmussen, Kallehave. Billedet blot brugt til lidt illustration, da der ikke findes fotos fra tiden, som omtales.

Der var mange kvinder  i 1700 – 1840, der udøvede stor magt. Den unge gårdkone startede sin magt i køkkenet og i kålgårdshaven, Hvis ikke der var en ældre svigermor, der ikke ville give magten fra sig. Det var mange gange tilfældet, og hun havde ofte magten over sønnen samtidig.

Der var mange magtsituationer i det gamle fæstesamfund. Der var herremandens magt over fæstebonden. Bonden måtte på hoveri på herregården, hvis ikke han havde en karl at sende. Men så var det også bondekonen, der måtte stå for det derhjemme.

Den største magt opnåede konen den dag hun havde lagt manden i graven. Formelt havde hun 2 år til at finde en ny mand eller overgive gården til en voksen søn. Hvis hun havde en eller flere sønner der var ved at være voksne, kunne hun have dem som medhjælpere/bestyrere til de overtog gården.

Det kunne være en datter og en svigersøn, der overtog gården. Det kunne også være karlen, konen gjorde til gårdmand og ægtemand, selv om han var 30 år yngre end hende. Så skete trolovelsen ofte ugen efter begravelsen, og så var han gårdmand.

I Sageby på Sagebyvej 12 lå gård nr. 9. Ca. 1750 blev Karen Madsdatter gift med Peder Andersen; men frem til 1787 lagde hun ham og 3 efterfølgende ægtemænd i graven. Alle 4 gange valgte hun en ny mand, der også blev gårdmand på gården. Den 5. mand hun blev gift med hed Niels Jensen. Efterfølgende blev gården flyttet ud på marken/skoven som Sageby Skovgård.

På Pilemøllen i Stensby var der 2 stærke mandhaftige kvinder. I 1661 mistede Johanne Andersdatter manden og igen i 1679; men begge gange både i 1661 og 1679 fandt hun en ny ægtemand, der overtog gården og Piil-navnet. 3. mand, Mads Hansen Piil døde i 1702. Sønnen Anders overtog gården; men Johanne døde først i 1719. Det har nok ikke altid været lige sjovt at være den unge kone, Kirsten.

I 1803 kom der igen en mandhaftig kone til Pilemøllen, Birte Jeppesdatter. Hun var 37 år og havde været pige på Langebæk Præstegård. Hun nåede alligevel at lægge 2 mænd i graven, og så tror jeg hun giftede sig med karlen. Hun var 37 år ældre end den nye mand, Hans Pedersen.

Da de havde været gift i 10 år og hun var blevet 71 år gammel gik hun ud og hængte sig, for at give plads til en ung kone. Der kom da også hurtigt en arving til gården, der kunne overtage gården knap 20 år senere.

I Mern boede min 3 x tipoldemor, Maren Rasmusdatter. Hun var 22 år; men en bestemt dame. Forældrene havde i 1731 trolovet hende bort til en gammel mand på 65 år. Det ville hun ikke finde sig i, så hun anlagde retssag ved Stensby Birketing mod forældrene. Under retssagen kom det frem, at moderen havde skubbet hende ind ad køkkendøren til den gamle Ole i Røstofte.

Hun vandt tilsyneladende, selv om det stod lidt uklart. Stensby Birketing blev nemlig nedlagt. Men året efter i 1732 blev hun gift med sin advokat, Jacob Vrang, fra Bakkedal i Ugledige. Han var blevet enkemand i mellemtiden. Men hun lagde både Jacob og min Tip, Niels, i graven. Hun fortsatte i enkestand på Bakkedal i 11 år med sønnen Rasmus som medhjælper/bestyrer. Da hun døde, overtog Rasmus fæstet.

Stensvedgård lå før 1805 på Stensbyvej 27. Det var gård nr. 20. I 1737 blev Maren Larsdatter kone på gården. Hun var først gift med sognefogeden Eric Christensen. Men da han døde, satte hun 2 nye mænd ind på gården, først Christen Jensen i 1755 og i 1763 Christen Hansen Ørslev. I 1766 havde de krohold på gården. Hun må have været kromutter på gården, måske over en længere årrække. Hun var kone på gården i 55 år.

I relation til en udsendelse om spækhuggerne. Det er lidt med de damer ligesom med spækhuggerne. Den ældste hun tager føringen i flokken.

Kvinderne var som regel de stærkeste, hvis de ikke lige var død i barselsseng. Mændene var mere ude blandt folk og blev udsat mere for smitte. De blev også oftere stukket og smittet af malariamyggen. Sommertemperaturerne var ofte højere.

Historien er skrevet af Vagn Boberg Nielsen med FT og Gunnar Kirchheiners notater som kilde.