Sildemarked
Sildeeventyr i Kalvehave 1250 – 1650
Grundlaget for eventyret var i sin enkelthed religion, salt og sild. Mængden af sild var enorm og let at fange og var derfor en billig spise for den lille mand. Men katolicismens indførelse i Europa havde også en meget stor indflydelse på afsætningen. Det var påbudt at faste hver fredag, i en lang periode inden påske og på en lang række helligdage i løbet af året. Fasten betød, at man ikke måtte spise kød; men gerne fisk.
I en verden uden køleskabe skulle fiskene enten tørres eller saltes ned i tønder… (tønderne var lavet af træ og blev holdt sammen af bånd lavet af flækkede hasselkæppe, hvor mange af dem var høstet i Viemoseskovene).
Folk der boede ude ved vandet med adgang til frisk fisk, have nemmere adgang, men for folk inde i landet var de saltede sild meget vigtige.
I storhedstiden 1250 – 1450 var sildene et årligt tilbagevendende fænomen, hvor store stimer af sild hvert år søgte ind i Østersøen. Man sagde, at sildene i sildesæsonen stod så tæt i Øresund, at hvis man satte en åre ned i vandet, ville den blive stående oprejst. Der var en mægtig ’industri’ med at få fanget fiskene og bjerget dem, rigtig mange fik en god indtægt på den måde.
Markedet på Skanør, en halvø i Skånes sydvestlige hjørne, samlede henved 25.000 mennesker der udvekslede varer i tiden efter høst i august. De største aktører på markedet var købmændene fra Lübeck. De havde forbindelser ned i Europa, især mod øst og middelhavslandene. Lübeckerne havde det vigtigste, nemlig salt, med til Skanør og havde så saltede sild i tønder med tilbage.
Skanør kirke – ca. år1220 byggede den danske konge en borg på halvøen. Kirken blev bygget ca. samtidig
Kongen havde lagt told på sildene og havde meget streng kontrol med kvaliteten. Man vidste godt, at sildene skulle have en god kvalitet for at sikre handlen. Hvis sildene var konserveret korrekt, kunne de holde sig i to år i tønderne. Faktisk var der dødsstraf for at sjuske med pakningen af sildene. På kontinentet skulle en fiskehandler, som solgte sild, der ikke var skånske, sætte et rødt flag på sin bod – så ”Skanør” var et navn, der var kendt på kontinentet.
Byen Kalvehave havde selvfølgelig lejet en stadeplads af kongen (Skåne var dansk dengang) og deltog i fiskeriet og handlen og fik dermed del i omsætningen. Sildene var én ting, men derudover havde vi hasselkæppe med til tøndeproduktionen.
Skrevet af Jens Neumann
Kilde: ‘Danmarkshistorien’ og Det Kongelige Bibliotek