HJÆLP OS med billeder og beretninger fra Corona-krisen

I disse dage oplever vi i Danmark den værste sundhedskrise i 100 år.

Det vil vi gerne dokumentere for eftertiden. Derfor efterlyser vi beretninger og billeder, der fortæller om, hvordan I tackler situationen, og hvordan det påvirker jer. Hvad er jeres bekymringer? Frygter I noget? Hvordan holder I humøret og gejsten oppe? Har I nogle oplevelser, som I vil dele med os, og har I nogle genstande, der fortæller historien om Corona-krisen. På den måde bidrager I til vores lokalområdes historie og giver fremtiden et snapshot af livet på vores egn under Corona-krisen i 2020.

Send din beretning til os på
Det kan være foto/film, tekst eller et foto, som du gemmer og gerne vil give til/låne til arkivet, når det hele er overstået, og som fortæller om krisen.

Det behøver ikke være en længere tekst, måske bare nogle billeder fra din dagligdag under Corona-krisen og et par linjer om, hvad I laver på billederne, for eksempel hvordan du tackler at være selvstændig erhvervsdrivende under krisen, hvordan det er at være hjemmearbejdende med børn, der skal lave skolearbejde eller aktiveres, hvordan det er at gå på arbejde, når næsten hele Danmark er derhjemme, eller hvordan det er at arbejde som sosu, læge, sygeplejerske og frivillig i den alvorligste sundhedskrise i et århundrede.

Det kan også være personlige notater eller sider fra en dagbog og lignende. Det kan være tanker og overvejelser omkring din situation og dit liv, som du har lyst til at dele med os andre. Det kan også være, at vi gerne vil interviewe dig på et senere tidspunkt, når smittefaren er væk.
Vi vender tilbage til dig, når vi har kigget billeder og tekst igennem, men hav tålmodighed, vi når det måske først efter, at krisen er forbi.

Venlig hilsen
Langebæk Lokalhistoriske Arkiv