Om Kalvehave Færgegård og Gammel Kalvehave
Kalvehave Færgegårds og Gammel Kalvehaves historie går sandsynligvis helt tilbage til de tidligste beboelser efter istiden og i stenalderen, idet der er gjort talrige fund af flinteredskaber i hele området, ligesom der er fundet rester af bopladser og møddinger langs kysterne og i det lave vand. Steder har ligeledes været brugt som overfartssted til Møn, da det jo ligger, hvor afstanden er den korteste mellem øerne.
I år 1304 nævnes navnet Kaluehaghæ eller Skånningehafn om bebyggelsen. I hele Middelalderperioden fandt de store sildefangster sted i hele Øresundsområdet, og navnet Skånningehafn vidner om, at der her som i områderne ved København og i Skåne gjordes store fangster af sild, som blev saltet og lagt i store tønder. Man påstod jo, at sildene fandtes i så store mængder, at hvis man stak en åre i vandet, ville den blive stående lodret, så tæt stod stimerne. Silden var jo den vigtigste ernæring for store dele af befolkningen i dagligdagen. Man spiste sild morgen, middag og aften og ikke mindst i fastetiden, da danskerne var katolikker frem til reformationen i 1520’erne. Sildefangsterne har utvivlsomt været en god indtægtskilde for beboerne og købmændene. Flere steder i området, bl.a. på Møn ved Borre vidner kirkernes størrelse om, at der har været store indtægter.
Kalvehave Færgegård:
Går vi frem mod nyere tid, så udvikler de 2 byer sig vidt forskelligt. Kalvehave Færgegård er færgebyen med den nyere havn bygget i 1890’erne, hvorfra der var en livlig trafik mod Møn og Vordingborg og derfra videre mod de større byer. Der sejles gods i form af alle mulige købmandsvarer, landbrugsprodukter som roer mm. I byen opstår en del forretninger, og der bygges hotellet “Færgegaarden”. Ved dæmningen til broen bygges en feriekoloni, “Kalvehave Strand”, med de dertil knyttede aktiviteter og den virker som sådan, indtil den ændrer karakter og indrettes som opholdssted for børn fra Københavns området. Byens udvikling tager fart i forbindelse med oprettelsen af Kalvehave banen.
Med hensyn til byens og sognets navn er i øvrigt at fortælle, at det til 1934 stavedes med 2 ll’er, altså Kallehave, men at det fra statens – indenrigsministeriet – blev bestemt, at det skulle ændres til den nuværende stavemåde.
I 1600-tallet under svenskekrigene var området omkring Kalvehave og nordpå præget af krigene mellem Danmark og Sverige, og der fandt en del guerilla krigshandlinger sted mellem de såkaldte “Gønger” og de svenske soldater. Romanen “Gøngehøvdingen” om Svend Poulsen og hans tro væbner Ib af forfatteren Carit Etlar, beskriver en noget romantiseret form disse kampe.
Færgefarten mellem Kalvehave Færgegård og et færgeleje på Møn ved Koster udvikledes gennem årene med stadig større både og til sidst med motorfærger, der kunne medbringe biler og andre køretøjer. Der blev ligeledes, som tidligere nævnt, anlagt hotel med overnatningsmuligheder på begge sider. Men kun på Sjællandssiden udvikledes der et bysamfund, ikke mindst da man omkring 1890’erne besluttede at anlægge en jernbane, en privatbane ejet af kommunerne Vordingborg, Øster Egesborg og Kalvehave, mellem Kalvehave Færgegård og Vordingborg.
I 1917 oprettede man en såkaldt feriekoloni, i lighed med en række andre steder på Sjælland, i Kallehave for at give københavner børn fra baggårdene mulighed for at komme ud på landet og få frisk luft og sol. Den fik andre funktioner i årenes løb, og blev omdøbt til “Kalvehave Strand”, nu nedlagt.
Jernbanen havde spor helt ud på havneanlægget i tilslutning til færgefarten fra færgelejet i Kalvehave og til Koster færgelejet på Møn. Man udskibede bl.a. roer til sukkerfabrikken, der var bygget i Stege i slutningen af 1800-tallet. Det var oprindelig meningen, at jernbanen skulle videreføres på Møn, men det blev aldrig gennemført. Da sukkerfabrikken, eller rettere saftstationen, i Mern blev bygget sejlede man først sukkersaften til Stege, senere anlagde man en rørledning, som førte tyndsaften fra Mern til Stege. Rørene kan endnu ses liggende på Kalvehavesiden af broen.
I 1930’erne blev der bl.a. som beskæftigelsesarbejder bygget broer overalt i Danmark. I 1936 blev Lillebæltsbroen indviet og i 1937 Europas længste bro Storstrømsbroen. Man påbegyndte også i slutningen af 30’erne “Mønsbroen” eller “Dronning Alexandrines Bro”, som den rettelig hedder. Trods udbruddet af 2. Verdenskrig fortsattes byggeriet, og i 1943 blev broen indviet i overværelse af dronning Alexandrine.
Ligeledes efter den store mund- og klovsyge epidimi i 1938 anlagde man “Statens Veterinære Institut for Virusforskning” på Lindholm, og det gamle færgeleje kunne nu anvendes til den færge, der sejlede køer og andre dyr over til fremstilling af først og fremmest vaccine mod “Mund- og klovsyge”, der med mellemrum hærgede store dele af Europa. “De gule stalde” som er karakteristisk for havne blev ligeledes bygget ved den lejlighed i 1938. I 20’erne blev anlagt en fabrik, “Kalvehave Tang Export & Madrasfabrik”, hvortil man samlede tang og syede tangmadrasser. Der var i en periode ansat ca. en snes mennesker på fabrikken, der lukkede igen efter 2. verdenskrig. De gamle røde cykelskure er rester af fabrikken.
Havnen har gennem årene først og fremmest været havn for fiskerne, der har landet ål og rejer og andre spisefisk, men i de senere år har den med anlæggelsen af Marinaen i 1970’erne og 80’erne mere været hjemsted for fritid og turisme, med kun få erhvervsfiskere tilbage. Men tidligere importerede man ål helt fra Struer og Frederikssund, som blev røgede og fileterede fra bl.a. Kalvehave Fiskeeksport grundlagt i 1914. En del af pakningen foregik som hjemmearbejde, hvor en del koner sad hjemme og pakkede ålene.
Gammel Kalvehave:
Vest for Kalvehave Færgegård ligger Gammel Kalvehave, der er en lille hyggelig landsby med en kroget bygade og mindre forretninger samt en lille havn. Som navnet antyder, er bebyggelsen ældre end byen omkring overfartssteder, hvor det gamle færgeleje ligger. Havnen var hjemsted for en del erhvervsfiskere, der landede især ål til røgning på de 2 røgerier, der tidligere lå ved havnen.
I bygaden gennem Gl. Kalvehave har ligget et par købmandsforretninger og en Brugsforening som oprindelig blev anlagt omkring 1880’erne, men den blev nedlagt igen og først fra 1914 kom den nye brugsforening. En af kommiserne hed Gunnar Vind, og uddelerens børn sagde at deres far var over G.Vind.
Ved vejen ud over Kalvehave Mark lå kommunens gamle fattiggård, der i de seneste år var alderdomshjem. Huset var ganske utidssvarende med små mørke rum og lergulve og blev i 1936/37 afløst af det nye alderdomshjem “Skovbo” i Langebæk. Ved landevejen lå indtil 1960 én af kommunens skoler, den største af dem med ikke mindre end 4 lærere.
Eet af husene i bygaden blev i øvrigt i slutningen af 40’erne flyttet ind til Frilandsmuseet ved Lyngby og genopført. Huset rummede ud over en familie og en lille stald også et værksted, hvor der bl.a. blev fremstillet træsko og andet tømrerarbejde.
Nord for Kalvehave Færgegård ligger landsbyen Viemose, der en typisk vejby, én af Danmarks længste landsbyer med en bygade på 2-3 km.
For alle byerne i området gælder det dog, at de stort set har mistet alle de småforretninger og detailhandel, der tidligere var karakteristiske for landsbyerne i Danmark.