Bøgebjerggård på Røstofte Skovvej 2 ved Mern ejes af Gitte og Olav Foged Olsen. Den har Matrikel nr. 10. I den gamle 1688 matrikel havde den gård nr. 14.
Casper Nielsen fæstede gård nr. 14 og halvdelen af gård nr. 16 af Vordingborg Ryttergods. Den lå inde i Rødstofte by ca. ved Røstoftevej 6 og 8. Det var den næststørste gård i Rødstofte på det tidspunkt. Den var på 43 fag og firelænget. Der var 3 firelængede, 3 trelængede og 3 tolængede gårde i Rødstofte.
Der blev tilsyneladende ikke betalt afgifter af gård nr. 14 i 1710. Den kan måske være brændt på et tidspunkt; men den kan også have ligget øde; men i 1719 er den pludselig den næststørste gård i Rødstofte. Besætningen udgør 7 heste og 3 køer.
Casper Nielsen har muligvis handlet med heste. Han købte i hvert fald en brunstjernet 11årig hoppe på en auktion i 1732, hvor det mest var hestehandlere og militærfolk, der deltog. Han var 83 år på det tidspunkt. I 1724 ser det ud til, at halvdelen af gården er fæstet af Jørgen Hansen, og i 1729 er halvdelen fæstet af Erik Pedersen.
I 1733 går Casper på aftægt, og Mads Pedersen overtager fæstet. Casper dør i 1739 90 år gammel. Hans søn Christen Caspersen, der på det tidspunkt er 19 år, er ”dreng” hos Jacob Engel på Rødstoftegård. I 1739 har Mads Pedersen 7 heste og 5 køer, den næststørste besætning i Rødstofte. Han var forholdsvis velstående med kakkelovn og bryggers.
Sønnen Peder Madsen på 13 år bor hjemme, og det bliver da også ham, der overtager fæstet i1757, da faderen dør. I 1774 ved Vordingborg Ryttergods’ salg bliver han fæster under Lilliendal, og han skriver hoverikontrakt med Lilliendal i 1792. Det indebærer næsten 100 hoveridage om året.
Peder Madsen dør i 1797. Lars Olsen fra Præstø bliver gift med enken og overtager gården.
I forbindelse med udskiftningen i 1805 flytter Lars Olsen gården ud ved Store og Lille Bøgebjerg, og kalder den Bøgebjerggård. Det er gammel kohave/overdrevsjord, så der er mange sten og trærødder, der skal ryddes. De 3 udflyttergårde får da også næsten en halv gang mere jord end de øvrige.
Men det er en alvorlig sag at flytte væk fra det trygge fællesskab. Så måtte man sikre sig mod uheld og troldtøj. Troldebjergskoven lå mindre end 1 km væk.; man ofrede ifølge en gammel jernalderskik en hest med aflivende slag og gravede hestehovedet ned under stuehuset.
Det blev nemlig gravet frem i 1964, da der skulle gaves op til korngrav i laden. Her havde stuehuset ligget, indtil hele gården brændte i 1861. Branden skyldtes gløder i asken, som tjenestepigen havde båret ud på møddingen. Tæt op ad stuehuset stod et gammelt pæretræ af sorten lærkepæren, en pæresort der var meget udbredt over hele Sydsjælland. Sorten stammer muligvis tilbage fra Prins Jørgens gartnere o. 1700. De gjorde meget for at fremelske nye pære og æblesorter, bl. a. Dronning Louise. Pæretræet overlevede for øvrigt branden. Det var et meget højt pæretræ, der samtidig fungerede som lynafleder. Men det kunne ikke klare oktoberstormen hundrede år senere i 1967.
Da Lars Olsen døde i 1834 har han vist ikke nogen børn. Det blev datteren fra Askholm Margrethe Marie Bjørn og sønnen fra Jungshavegård Niels Olsen, der overtager fæstet. Niels Olsen dør i 1852 og Margr. Bjørn bliver gift med sønnen fra Pilegård, Matr. nr. 12 Hans Rasmussen. Han overtager også fæstet. Det er ham, der sammen med Lilliendal må bygge gården op efter branden i1861; men Margrethe bliver enke igen i 1873. Hun fortsætter med gården som enke til sønnen Niels Hansen bliver gammel nok til at overtage den i 1881. Han køber den til arvefæste samme år. Samme år køber han også 12 ha til arvefæste af Teglgården. Det afstod han igen senere samt 2 stykker jord til Knudsvængegård og Saxhave.
I 1895 køber den nuværende ejer Olav F. Olsens oldefar Hemming Olsen Bøgebjerggård. Han var uddannet væver, og bevaret olmerdug og kornsække vidner endnu om hans kunnen. Hemming Olsens kornsække er omtalt i Historisk Samfund for Præstø Amt Årbog 2005. I sine unge dage måtte han supplere sine indtægter fra vævning med at grave dræningsgrøfter til den formidable sum af 25 øre om dagen.
Han var gift med Maren Sørensdatter, datter af Søren Rasmussen kaldet Søren Hjulmand, Knudsvængegård, der lå 600 m syd for Bøgebjerggård. Søren Hjulmand lavede også møbler, af hvilke flere endnu er i slægtens eje.
Da Maren Sørensdatter skulle flytte ind på Bøgebjerggård, gik hun over i Troldebjergskoven og gravede et lille bøgetræ op og bar det til sit nye hjem i sit forklæde. Det blev plantet i havegærdet.
Sønnen Kristen Olsen overtog gården i 1908. Han var lige blevet gift med Karen Rasmussen fra Skovmarksgård i Lekkende. I 1926 bygger han nyt stuehus, da væggene i stuehuset fra 1861 begynder at falde ud i haven. Året før havde han købt bil, ifølge købekontrakten Ford Touring SS med standardudstyr Kr. 2950; men med påsat stempelmærker for 490,60 kr.
I 1944 forpagter sønnen Harald Olsen gården. Der bliver indrettet aftægtsbolig på 33 m2. Der var igen kommet en ung kone på gården, Agnethe Foged Hansen, Fogedgård, Vestenbæk. Fogedgården har været i slægtens besiddelse siden 1805.
Harald Olsen købte i 1952 Bøgebjerggård, og købte i1964 nabogården Knudsvængegård på 17 ha. Produktionen af mælk og grise bliver sat væsentligt i vejret. Ved Knudsvænges privatvej lå for 100 år siden en gammel rønne ”Kongehuset”, opkaldt efter beboeren ”kongen”, en tørstig sjæl, der ofte tog afsked med ”kejseren” efter et vådt møde med store omfavnelser og skulderklap.
I 1972 købte sønnen Olav Foged Olsen og hans forlovede Birgitte Skytte Christensen naboejendommen Saxhave på 9ha. Den blev kaldt ”den lille landsby”. I forbindelse med renoveringen blev 6 bygninger revet ned. Da det var en gammel skovfogedbolig, var det den eneste ejendom, der var tegnet med bygninger på det gamle overdrev på udstykningskortet fra 1805.
Gitte og Olav bliver gift i 1972. De køber Bøgebjerggård i 1976, og Agnethe og Harald O. flytter på Knudsvænge. I 1978 frasolgtes bygningerne til Saxhave, og Ravnegård, matr. nr. 7 i Rødstofte på 22ha blev købt. I købet medfulgte istidsmonumentet Kattebjerg, eller 40 % af det. For det øvrige var fjernet ved grusgravning. Olav sagde ”Nej tak” til at fjerne det sidste for en pæn pose penge. I grusgraven var der fundet flere skeletter, som kan have forbindelse med de 2 jernalderhuse, som Sydsjællands Museum udgravede i 1983 vest for bakken. Der er fundet 70 forskellige planter på bakken.
I 1983 skete noget forfærdeligt. Olav og Gittes ældste barn Jakob blev påkørt og dræbt på vej til skole. Det ændrede normer og mål for familien, og tilværelsen fik en anden dimension. Bl. a derfor blev besætningen solgt og ligeledes bygningerne til Ravnegård.
!990 blev endnu en nabogård til salg. Det var den nord for liggende Adamsgård, matr. nr. 5. Også her bliver bygningerne frasolgt og jordene lagt sammen.
Gården drives herefter som ren planteavlsejendom. Det grønne regnskab for 1997 viste et N tab på kun 12 kg pr ha. Næsten 3ha ligger som vandhuller og beplantning.
Knudsvænge blev købt i 2001; men i 2007 forpagtedes landbrugsjorden af familien Reinders, Askholm, da Olav havde fået en blodprop i hjertet.
Mange oldtidsfund vidner om stor aktivitet gennem tiderne: Kværnsten, slibesten, flinteøkser, stridsøkser, bor, køller, skålsten, grubeopfyldning fra bronzealder ved Knudsvænge, 2 udgravede begravelsespladser på Store og Lille Bøgebjerg. De 2 sidste havde natioalmuseet været medvirkende til 1869 og 1876. Der var både mandsgrave og kvindegrave, og der var en bronzeknap.
Men der er også fundet talrige spor fra jordens ældre tider: sandsten med bølgeslagsmærker, forstenede blæksprutter(orthoceraciteter), forstenet træ, koraller, muslinger, snegle, samt lava dvs. konglomerater og porfyrer. Sidst men ikke mindst bør nævnes Danekræ nr. 556: en søstjerne.
Gitte uddannede sig 2002-05 til socialpædagog, og arbejder p. t. med børn og unge med autisme. Datteren Anja er ved at uddanne sig til akupunktør, og sønnen Dres er uddannet civilingeniør.
Historien er skrevet af Vagn B. Nielsen med Holger Munks notater og Lilliendals Afgiftsprotokoller som kilde.