Mern Præstegård

Mern Præstegård ca. 1890

Mern præstegård fra 1740 brændte i 1847 og dens nuværende udseende stod færdigt i 1848. Peder Rørdam, der var præst i den periode, var fortvivlet over situationen – arkitektur og økonomi var ikke hans stærke side. Fru Toft fra Rønnebæksholm (senere gift med N.F.S. Grundtvig) blev meget behjælpelig i genopbygningen af præstegården. De takkede gavle på den statelige præstegård er direkte inspireret af Rønnebæksholm. Indflytningsgaven, som stadig ses på taget, fra enkedronning Caroline Amalie, var en vejrhane med kongekrone og initialerne C.A. – I en niche over hoveddøren hænger en marmorplade, hvor inskriptionen er et citat fra en brev, skrevet af P. Rørdam til sin bror, præsten i Hammer: “Nu sidder jeg her i Mern og arbejder paa, at Mern Sogn kan blive et gudfrygtigt, arbejdsomt og oplyst Sogn”. Mens byggeriet stod på, boede P. Rørdam på Høvdinggård. En konfirmandstue er ca. 1950 bygget til den sydlige gavl. Jordtilliggendet var stort på Rørdams tid og op til ca. 1970, hvor det sælges til Langebæk kommune. I dag er kun præstegårdshaven tilbage.

Mern Præstegård på Gl. Præstøvej 20 i Mern har matrikel nr. 1 i Nørre Mern. I 1688 havde præstegården ikke noget matrikelnummer.

Den er embedsbolig for præsten i Mern-Øster Egesborg Pastorat.

Det er lidt besynderligt, at præstegården ligger i Nr. Mern, og kirken ligger i Sønder Mern. Oprindelig var det 2 forskellige landsbyer hver på 17 gårde. Byerne er adskilt af Mern Å, der godt kan være et ret vandfyldt vandløb, som præsten har skullet forcere, hver gang han skulle til kirken. Det kan godt have været svært at komme over vadestedet, som var der før, der kom bro over åen i begyndelsen af 1800-tallet.

Der har da ofte været et modsætningsforhold mellem de 2 landsbyer Nørre- og Sønder Mern. Derudover yderligere et modsætningsforhold til “Nedensognet”, bestående af de andre landsbyer Sandvig, Skalsby, Tågeby, Kindvig og Sageby, der alle lå ud mod Grønsund.

Der har også været en vis uenighed om, hvor kirken skulle ligge. I 1190 lå den gamle trækirke ude på kirkebakken ved Træhøj i Tågeby midt i sognet. Hvor præstegården har ligget på det tidspunkt, er det lidt svært at sige.

Det gamle hedenske kildemarked foregik ved Sct. Olai Kilde ved Engbo, hvor Sønder Merns bybrønd også lå, og hvor der fortsat holdes Sankt Hansfester, som der gjorde for 1100 år siden på Gorm den Gamles tid.

I første halvdel af 1200-tallet bliver kirken flyttet ind i nærheden af det gamle kildemarked i Sønder Mern. Der bliver bygget en Stenkirke af store romanske munkesten. Døbefonden stammer fra Valdemar Sejrs tid. Han døde i 1241. Der bliver senere bygget tårn til af et par gange. I 1475 står kirken med hele tårnet.

På det tidspunkt må præstegården have ligget på sin nuværende plads i Nr. Mern; men vi kender først præsterne fra efter Reformationen.

Præsterne som det fremgår af Præstetavlen og Vibergs Præstehistorie:

15xx: Lars Pedersen
1546: Hans Henriksen
1550-68: Mads Rasmussen
1568-1645: Eskil Andersen
1645-72: Mads Jørgensen, Vordingborg
1672-80: Hans Hansen Sidelmann
1680-85: Anders Sørensen Bruun
1686-1702: Peder Pedersen Højberg
1702-20: Jens Pedersen Karleby
1720-72: Laurids Pedersen Terpager, Provst
1755-69: Hans Vilhelm Clausen Arent.
1772-84: Troels Smith, afløses af søn
1784-94: Peder Troelsen Smith
1794-1818: dr. Peter Christian Cramer
1818-22: Johan Peter Købke
1823-25: Hans Chr. Monrad
1825-41: Otto Didrik Lytken
1841-56: Peter Rørdam
1856-77: Johan Carl Ferdinand Kallenbach
1877-81: Gustav A. V. Hasselriis
1811-1907: Tycho Emanuel Spang
1907-35: Provst H. P. Meinertsen
1935-67: Olaf Krog-Meyer
1968-2000: Provst Jørgen Ertner
2000-: Alex Mark Knudsen

Den mest markante af de ældste præster var Niels Hansen, da hans gravsten ligger inde i kirken, hvor han blev begravet i 1612. Samme år blev hans kone også begravet i kirken. Hans 2 første koner (i 1580 og 1596) og 8 børn er ligeledes begravet i kirken.

Han får da også startet en større udvidelse af kirken med 4 sideskibe, der kommer til at virke som et ekstra kirkeskib. I 1625 står denne del færdig.

I 1722 brænder præstegården, hvorved kirkens kalk brænder. Den nuværende blev anskaffet i 1727.

En anden markant præst var Laurids Pedersen Terpager. Han blev også provst. Han var præst i mere end 50 år. Han skænkede i 1772 en oblatæske af ægte sølv. Den havde været brugt til altergang i hele hans embedsperiode.

Hans svigersøn H.V. Arent, der var hans kapellan markerede sig også, men det var grundet afsættelse på grund af horeri med flere af sine sognebørn. Han var også anklaget for deltagelse i giftmord på de forsmåede ægtemænd.

Terpagers datter var død noget før Terpager. En anden datter blev moder til den senere godsejer på Høvdingsgård og kirkeejer af Mern Kirke, Lars Terpager Hagen (1801-33).

L.T. Hagens første hustru, der var datter af Peter Johansen Petersgård blev gravsat i kapellet i tårnrummet, men blev i 1973 flyttet ud i L.T. Hagens gravsted.

Terpager selv blev gravsat inde i kirkegulvet, ligesom det har været fremhævet i 1755, at flere præster er blevet gravsat i sakristiet.

Præsten H.C. Monrad havde været præst på Guldkysten, hvor han havde afløst Grundtvigs brødre, som præst der, men han var blevet syg af malaria på Guldkysten, så han døde 2 år efter sin ansættelse i Mern. Begge Grundtvigs brødre var døde af malaria i Afrika.

O.D. Lütken var foregangsmand på landbrugsområdet. Han havde i 1839 beskrevet Præstø Amts tilstand for Landhusholdningsselskabet. På Mern Præstegård havde han selv forsøg med runkelroer, gulerødder, turnips og kålrabi. Kartofler var dog det bedste til kvægfoder. Han beskriver også forsøg med hestebønner på Møn.

Udførsel af frugt og korn fra Sandvig Havn er også beskrevet. Ærter var en vigtig afgrøde. Han beskrev også foderurter som vikker, kløver, engelsk- og fransk rajgræs og rødkløver.

Han beskrev også, at kammerråd Schmidt på Landsled brugte mange runkelroer, og berettede, at køerne malkede herligt af dem.

Han omtalte også skovenes tilstand, bøndernes båndgøreri, ålefangst og sildefiskeri.

Han havde et kapitel, der hed: Hvilke dele af landbruget fortjente efter lokal- og tidsomstændighed især anbefaling.

Animalsk eller vegetabilsk produktion? Kvæg eller fåreavl? Hesteopdræt? Hvilke vækster kunne med fordel dyrkes? Produktion af flæsk anses for at være fordelagtig.

Han sluttede sin bog med, at Præstø Amt havde været forskånet for religiøse partier, samt en stor hyldest til Frederik den sjette ved dennes død.

Efterfølgeren Peter Rørdam var Lütkens modsætning- Han var præst – ikke landmand. Peter Rørdam kunne takke sin velynder enkedronning Caroline Amalie for stillingen.

I 1847 brændte den firelængede præstegård og dermed kirkebogen for Mern sogn. Der var ikke nogen kopi for perioden før 1815.

Præstegården brændte, da en 14-årig pige ansat i præstegården satte ild til den på grund af problemer med sin foresatte husjomfru Bolette Rørdam, P. Rørdams søster, der havde en del alkoholproblemer.

Man troede ved branden, at det var en fremmed kvinde, der havde sat ild til den, men pigen indrømmede 30 år senere over for dommeren Malling Holm i Præstø, at det var hende, men dommeren anså på det tidspunkt sagen som forældet.

I 1848 blev der bygget en ny præstegård. Det var en meget flot præstebolig, men til gengæld blev der sparet meget på stald og ladebygning.

Peter Rørdams kone var søster til Grundtvigs kone Marie Toft på Rønnebæksholm, hvorfor der var tæt kontakt mellem Rørdam og Grundtvig.

Salmen “Nu falmer skoven” skrev Grundtvig på bestilling af Rørdam. Denne kasserede den første høstsalme han fik forelagt, så “Nu falmer skoven” blev til efter en nats hasteværksarbejde.

Et andet bekendtskab Rørdam fik besøg af, var skotten Andrew Hamilton. Han oplevede i præstegården hygge og andre dejlige oplevelser. Han blev blandt andet opmuntret af min oldefars søster, der koket poserede i en kyse, der i dag befinder sig på Langebæk Lokalarkiv.

Til gengæld var det en iskold oplevelse, at sidde i kirken i 2 stive timer i den gennemisnede og iskolde kirke. Det havde dog været en oplevelse selv om lemmerne var så gennemisnede og iskolde, så man ikke kunne gå efter 2 timers gudstjeneste. Heldigvis kom han hjem til en hyggelig varm spisestue. I 1887 opsattes kakkelovn i kirken.

Pastor Rørdam havde fået enkedronningen til at forære en altertavle til Mern Kirke, men var selv flyttet til Lyngby som præst, da altertavlen blev sat op i 1858, efter at den havde været udstillingsobjekt flere steder.

De følgende præster kan ses på præstetavlen, der blev sat op i 1926. Provst H.P. Meinertsen stod for den store renovering af kirken 1920-26. Han havde fået opsat orgel i 1915. Orglet blev senere udskiftet i 1964. Valdemar Sejrs døbefond blev restaureret i 1905, hvor kirken også blev restaureret efter, at godsejer Lassen på Høvdingsgård var blevet kirkeejer i 1901.

Der blev i 1803 indført en lov om, at fattigkommissioner skulle indføres i alle sogne. Det var præsten og godsejerne i sognet, der skulle bringe loven ud i livet. Lütken var også foretagsom på dette område. Han fik da et par fattighuse i Mern, men godsejerne var ikke så flinke til at stille ordentlige boliger til rådighed. Rørdam interesserede sig ikke ret meget for de fattige. De fik dog lov til, at rive en del strå sammen på præstegårdens mark efter høst. Forholdene blev dog forbedret en del med de nye sogneforstanderskaber, og især da den berømte væver Hans Hansen (valgt til den grundlovgivende forsamling i 1848) blev fattigkassebestyrer i 1849 i stedet for Rørdam. Men selv i dette job blev Hans Hansen chikaneret på det groveste, selv om han var godt inde i sit stof. Han blev næsten pint til døde af sognefogeden og godsforvalteren.

De fleste af præsterne drev selv deres landbrug, selv om der ikke var så mange, der havde forstand på landbrug. De havde selvfølgelig en avlskarl eller en bestyrer til at stå for den daglige drift. Kallenbach udstykkede en del af præstegårdsjorden for at blive fri for den. Krog-Meyer var selv landmand, men forpagtede en hel del ud til Alfred Rasmussen.

Krog-Meyer havde dyr i de primitive lerklinede staldbygninger, der var kalket med rødt okker. Da han holdt op, blev staldbygningerne revet ned, og jorden blev forpagtet ud til Thomas Nielsen. I 1973 blev der solgt 10,5 ha fra til Langebæk Kommune, som har brugt det meste til boligområde. Der var kun 1,5 ha tilbage til park.

Jørgen Ertner blev i 1971 også præst i Øster Egesborg. Han blev senere provst og doktor theol. Han er gift med Bodil Ertner, der var organist en del af tiden. De har børnene Jacob, Charlotte og Camilla. Sammen med menighedsrådet deltog han i en større renovering af kirken i 1987-88.

Alex Mark Knudsen, den nuværende sognepræst, er født i USA i 1955 og kom til Danmark som 12-årig. Han tog teologisk embedseksamen i 1992, og havde mange vikariater i København, hvor hustruen Dorte Hedegaard, født i 1963, var sognepræst i Grøndalskirken. Dorte Hedegaard er født i Vendsyssel og er ligeledes kandidat fra 1992. De er gift samme år og har sønnen Erik fra 1995 og datteren Estrid fra 1998.

Alex Knudsen har været sognepræst i Mern og Øster Egesborg fra advent 2000. Dorte Hedegaard er studenterpræst i Nykøbing F.

Historien er skrevet af Vagn B. Nielsen med Mern Præstegårdsarkiv, folketællinger og Thomas Nielsen, Mern som kilde.