Høffdinghus

SKOVFOGEDBOLIGEN “HØFFDINGSHUS.”

Her lå det oprindelige Høffdingsgaard el. “Høffdinghus”, som gården endnu hed under den på vor egn så grusomt hærgende svenskekrig i 1658-60. Høffdinghus udgjorde fra tidlig middelalder et tilbagetrukket og befæstet borganlæg. Her var det muligt at sejle helt rundt om anlægget. – Huset lå netop her på “snippen”, hvor Mern å samles af to vandløb til eet, engang et bredt løb som flød ud i Bøgestrømmen. Straks svenskerne kom til landet, beslaglagde de Høffdinghus som “deres kvarter”. – Den 80-årige kgl. bonde el. opsynsmand Lerche, og han kone måtte forføje til staldbygningen. (Til huset hørte dengang ca 40 ha. jord).

Efter krigen lå huset øde og raceret hen og blev efterhånden nedbrudt, men i 1799 opretter præstesønnen fra Mern Lars Terpager godset, “Høvdinggård”. (Ses mod vest på Kalvehavevej). Godset får dog først sin nuværende og statelige hovedbygning under etatsråd Bilsteds ejerskab omkr. 1860.Fra retssagen mod Lavs Krogen:

“De svenske have alt tagen, hvad som udi huset gif’fes,,”.

På den tid, hvor svenskerne var ved at rømme landet, kom Lavs Krogen ridende med en anden rytter til sin tidligere kvartervært Lavs Lerche. – Lerche havde ligget syg i 3 uger, var netop stået op og sad nu og varmede sig i kakkelovnskrogen. Lavs (el. “Krogen”, som han blev kaldt), bød straks rytteren at sætte “Pinen på Gubbens Hemmelighed, så sige han veel frem af hvad han veed”. Yderligere sattes tommelskruer på Lerches fingre så blodet sprøjtede. (Her skulle kammeraten dog have vægret sig?) – Nu løb Lavs Krogen ud i gården og kastede brøndværket af, fandt sig en lang stage og ledte i brønden. Her fandt han en kobberkedel og tog den med. Så løb rytteren ud til Lavs, og de to gik igen ind sammen og mente, at Lerche nu var død. Så råbte Lavs, at rytteren skulle tage pinen af Gubben og sætte på Kærlingen (konen). – “Kærlingen veed lige saa go’ Besked hvad her giffes som Gubben”. – Rytteren satte nu to pistoler på konens fingre, så blodet flød. – Lavs Krogen kom ind igen og befalede at rytteren skulle sætte: “hart an, – hun siger veel saa ret nu”. Rytteren pinte nu konen på hovedet med et tømmeskaft, (et stykke reb, der snos med en kæp) og han vred med træet, så blodet sprang. – Konen hviskede, at de intet havde at røve, – “svensken havde alt tagen, hvad udi huset giffes”. De gik nu bort, tog pinen af konen, der var næsten død. – Dog! Rytteren bandede og svor på at: “…røveriet ded kan I takk’ Lavs Krogen for…”.

Ved retssagen året efter havde Lavs intet at sige til anklagen, men han forsvarede sig med at: “Hans kvartermester Ole Laursen havde faaet ham til dette!”…

Kilde: Kapt. K.T. Rockstoch, Hist. Samfund Præstø Amt, årbog 1912.

P.S.: Den navnkundige Svend Poulsen, “Gjøngehøvdingen”, skulle iflg. romanforfatteren Carit Etlar også have besøgt “Høffdinghus”, ligesom den ækle “Kulso” skulle have boet i et hus i “Kulsofolden” lidt oppe ad åen, men om det drama er vore skriftlige kilder desværre helt tavse….