Fru R skriver i Vordingborg Avis 23. marts 1917.
Hun mindes for 35 år siden, da hun som MEJERSKE arbejdede på en herregård, altså i 1882:
“Kaffe var en sjældenhed – kun i højtiderne, jul, påske og pinse fik vi kaffe. Men så fik vi også sigtemels mellemmadder med kød på.
Fra 1. november til 1. maj fik vi hver eneste dag en smørrebrød om morgenen og en fedtebrød om aftenen. Det var store hjemmebagte brød, og dertil kold byggrynsbrød, lagt i trækøller. Det skulle vi søbe af, “lange til bøtten”, og i bedste fald fik vi lidt tørt rugbrød til at smuldre i mælken. Vi kunne altid få så meget varm mælk, vi ville have, så vi sultede aldrig.
Om vinteren stod vi op hver dag klokken 5. Pigerne, som skulle malke, gik straks til malkning. De skulle malke 20 køer hver, 2 gange daglig, og de skulle kunne malke dem på 2 timer! Når de var færdige med malkningen, gik de op og spiste deres davre. Derefter gik de i gang med at arbejde i mejeriet. Alt var dengang af træ; trækærner, malkespande og flødetønder, som skulle hvidskures. Så snart arbejdet i mejeriet var tilendebragt, skulle der spindes. Vi spandt meget uld, men det var særlig hør og blår (affald fra hør og hamp), der blev spundet meget af. Vi var 14 piger.
Der, hvor vi sad og spandt, var der et eneste lille vindue lige ved gulvet og trappen i gavlen, og der var jernstænger for, så ingen kunne komme hverken ud eller ind deraf. Vi havde hver sin trebenede stol uden rygstød, som vi sad på, når vi spandt. Så havde vi en lille hængelampe med enblikskærm over, som hand under bjælken midt på gulvet. Der sad vi så i tæt rundkreds omkring og spandt. Alle malkepigerne var svenske, og mange af dem var gode til at synge. Der lød ofte munter sang blandet med spinderokkens snurren.
Om sommeren, når det var meget varmt, kom vi op kl. 1.30 om natten for at få mælken skummet og varmet til ost, inden den blev sur, og vi havde som regel kærnet tre gange (med hestekraft), inden pigerne skulle i marken og malke kl. 4.00. – Den gang havde vi ikke meget mælk om vinteren, men så havde vi desmere om sommeren. Vi måtte dengang skumme, kærne og lave ost 2 gange daglig; så måtte vi jo sove noget midt på dagen. Da var der aldrig tid til håndarbejde af nogen slags.
Vi fik 100 kr. i løn for et år. Det var jo efter den tid en meget stor løn, men forholdene var jo ikke de bedste. Slide måtte vi, og kosten var meget tarvelig, men vi sultede ikke, og det kunne aldrig falde nogen ind og klage.
Havde vi gjort det, var vi blevet jaget bort straks, men det var jo en stor skam, og det ville en ærekær ung pige aldrig finde på at gøre den gang. Hun kunne ingen ordentlig plads have fået, når hun var rendt fra sin plads én gang. Vores kost var meget ensidig, den ene uge efter den anden, år efter år. – Risenvælling, byggrød, æggekage m. et stykke flæsk, bollemælk, kærnemælksvælling med byggryn på.
Bygmelspandekager fik vi, dog uden sukker! Det kunne dog hænde, at jomfruen kunne give os to elever lidt sirup på vore pandekager. Som sagt, vi sultede ikke. Der var aldrig nogen, der den gang kunne tænke på, at der var noget, som hed underernæring. Der var ikke den misfornøjelse og utilfredshed med kost og arbejde som nu.
Der blev først sagt, hvilket arbejde vi skulle udføre, derefter hvilken løn vi skulle have. Der var aldrig tale om nogen frihed. Kun én dag om året! Det var når der var Skt. Hans marked i købstaden. Så måtte vi alle med, så skulle husmandskonerne gøre vort arbejde i mejeriet, og det betalte så ejeren, ligesom han gav os kaffe i byen og lod vognen køre med os kl. 6.00 om morgenen. Sikken svir det var at have fri sådan en lang sommerdag, og så den dejlige lange køretur.
Ja, vi var nøjsomme. Hvor kan det dog være, at der er så få unge piger, som kan noget nu? (1917). De allersleste har kun lyst til at brodere lidt, og så ud – ja, ud på cyklen! Der kærnes ikke, laves ikke ost, der spindes eller kartes aldrig mere. Ingen forstår det.
De unge piger skal have noget let og fint tøj at gå med, og intet kan forslå til dem. Lad os dog, alle vi mødre, lære vore døtre, at der er velsignelse i arbejdet, at Gud lønner ærlig stræben! Og at det gælder om, at de unge piger får lært noget, så de kan blive manden en trofast medhjælper! Fru R.”
Thomas Nielsen har foretaget afskriften af artiklen
Kilde: Vordingborg Avis 1917
(Kan læses i sin helhed på Langebæk Lokalhistoriske Arkiv)