Volleyball i Langebæk

I januar 1972 startede lærer Hans Hansen, som var ansat på Stensved Skole, volleyballen i kommunen. Hans havde bopæl i Øster Egesborg.

Der var fra begyndelsen stor tilslutning, specielt af spillere mellem 13 og 17 år. Startkapitalen fik klubben ved at låne 600 kr. af Stensved Idrætsforening og blev en underafdeling af denne. Den første bestyrelse bestod af Hans Hansen som formand, Knud E. Bossen som kasserer, Lillian Borg Christensen, Per Abelstedt og Holger Fugl Jakobsen.

Kontingentet var 15 kr. for ungdomsspillere og 30 kr. for seniorspillere for de 4 første måneder.

Velleyballspillet blev meget populært, specielt efter OL i München i 1972, hvor der blev vis meget TV fra denne sport.

Allerede 1 år efter starten, stoppede Hans Hansen og den tilgangsvinkel fra lærersiden mistede vi, og blev spået en kort levetid. Træningen foregik indendørs i gymnastiksalen på Øster Egesborg Skole og med et par vellykkede udendørsstævner på sportspladsen i Øster Egesborg.

Der var et dengang talentfuldt herre juniorhold, som deltog i junior DM i Bjæverskov, men blev nr. 7 og sidst. Men dette hold dannede i flere år grundstammen på senere ynglinge- og seniorholdet i klubbens bedste år. På pigesiden var der et godt dame ynglinge, og de blev også et habilt seniorhold, der prægede sjællands bedste række.

Vores hjemmekampe blev dengang afviklet i Vintersbøllehallen, hvor kommunen betalte hallejen.

Da langebækhallen i 1979 blev indviet, blev vi en ret stor klub med op mod 90 aktive spillere. Vi havde i en periode igen gode ungdomshold, der blev blandt sjællands bedste, og arrangerede også Ynglinge DM i Langebækhallen.

Vi var i en periode i 80erne medarrangør af et af de største stævner, “De åbne Mønsmesterskaber”, sammen med Bogø I.F., hvor der var volleyball over 2 dage i Langebækhallen, Fanefjordhallen og Mønshallen.

Udover deltagelse i Sjællandskredsens turneringer, så vores ungdomshold frem til “Fuglsøturen”. Her var det finalerne efter DGIs årlige vinterstævner, der blev afviklet i Mols bjerge ved Ebeltoft.

I 80erne havde klubben hold i næsten alle rækker fra mini til motion og fik uddannet mange trænere og dommere. Der var villige forældre til at transportere spillere rundt omkring på Sjælland.

Ligeledes var der en masse lokale firmaer, der sponserede spilletrøjer til alle holdene. De første gule trøjer købte vi selv.

Fra 1978 blev volleyballklubben udmeldt af Stensved I.F. og fik navnet VIF Langebæk, senere i 80erne det nuværende VK Langebæk. Holger var den første fritidsleder, der i 1984 modtog den nyindstiftede fritidslederpris, der fortsatte til kommunen lukkede i 2006.

Efterhånden som de dengang aktive spillere fraflyttede for at læse videre eller stiftede familie og Vordingborg Volleyballklub startede, faldt spillerantallet, og der kunne ikke samles turneringshold. Der blev dog i 80erne og 90erne spillet meget volleyball i Langebækhallen.

Klubben eksisterer fortsat, men på meget nedsat blus med et motionshold og en ugentlig træningstime i Langebækhallen.

Skrevet af Holger Fugl Jakobsen