Olines kratluskeri

Just som jeg netop sad og funderede over formiddagens drama og et muligt ubehageligt efterspil, bankede det på min udedør. Det var Oline i sjal og hovedklæde, der næsten dækkede de rindende øjne. Budt indenfor og anbragt sig selv på en høj skammel forklarede hun sit ærinde med, at hun tidligere havde banket på, men måtte gå herfra med sit uforrettede budskab – nu da hun hændelsesvis så husherrens hjemkomst med denne Jørgen Rask på bukken, mente hun det tilrådeligst at forstyrre nu. Hun sad et øjeblik og vuggede tavst og med disse nidkære øjekast stuen rundt, som en passioneret hushjælp næppe ånder foruden. Jeg bøjede mig over mod hende og spurgte, hvad dette budskab holdt på.

“Så så, råb dog inte så’n, thi nok er man lidt til års, men hørelsen, hr. Ditlev, hørelsen!” og her slog hun armen ud mod mig. Jeg smilte vel en anelse og afbødede med at prise hendes falkeøjne, der selv på afstand følger min færden. Ganske vist kan man næppe henregne Oline til fænomenet sladdertaske, men at hendes årvågenhed fra det lille hus er minutiøst, må jeg tilstå at have nydt gavn af ofte, også som privilegium, hvad hun idelig understreger, ligesom hun i øvrigt forventer min allerdybeste diskretion. Enkefru Oline kimser ingen ad i landsbyen, om end mangen en sjæl helt givet ville unde sig at kunne grave ned i hendes indre skuffedarium.

“Kære Oline, er det sært, at jeg brænder efter at høre dit budskab?”, spurgte jeg mere nænsomt.

“Tjoh, kanske tingene arter sig lige vel tilmudret, men ligervel synes det mig sært nok til ikke at bringe det videre, om ikke andet så til husherren her, eftersom ded på sin vis vil afstedkomme nogen forstyrrelse – endog blandt flere her omkring”. Det sidste lagde hun eftertryk på og fangede mit blik med sine rindende øjne. Hun samlede sig et øjeblik og forklarede videre.

“Det var i aftes, meget silde, hvor jeg ikke uvanligt gik en stund i haven og samlede frisk luft til nattesøvnen, da fangede mine øren – joh, de fejler skam intet – nogle stemmer et sted fra i det tætte høje krat nede bag min have. Det forekom mig noget sært, så’n tæt på midnat, at nogen stod der så afsides i mørket, og uvilkårligt listede mine gamle ben mig ned i baghaven og tættere på, så jeg uset kunne opsnappe nogle ord. Skummelt var det ved Gud, ja det følte jeg pludseligt”.

Hun holdt inde og rystede på hoved, men da jeg utålmodigt pressede på, fortsatte hun med lidt fastere stemme.

“Jeg fattede først, at der var to mandsstemmer, men siden lød de som tre. Ind imellem nærmest mumlede de, jeg fik dog hørt så mange ord, at jeg ligesom fik færten af, hvad de stod og pønsede på, og det var just ikke den rene uskyld. Så vidt jeg forstod, agtede de at bryde ind i laden hos Ole Jeppesen, hvor der skulle hænge et par friske vildkroppe, og dem ville de måske allerede samme nat rane, og der foruden mente jeg de lagde sig efter, at præstegården tillige skulle aflægges et utidigt besøg, men hvad de var ude efter dér, begreb jeg ikke klart. Synes det ikke, hr. Ditlev, at tyde på noget forbryderisk roderi – og lige her tæt ved?”

“Du godeste”, udbrød jeg, “men hvorfor er du ikke fremkommet med det noget tidligere, Oline?”

“Det skal jeg såmænd sige rent ud – jeg var ræd for at blive opdaget, så jeg sneg mig tilbage langs nogle buske, og nået fram til min dør skyndte jeg at få den låset. Og helt utroligt fik jeg en forstyrret nattesøvn, lå og grublede og trøstede mig ind imellem med, at jeg jo kunne have hørt fejl. Men hvorfor skulle tre mandfolk ellers stå i krattet ved midnatstide?”

Naturligvis følte jeg mig ubehageligt til mode samtidig med, at fornuft vaklede mellem at styrte af sted – med stok, javist – op til Ole Jeppesen eller indse, at var Olines historie hørt med rette, ville det alligevel være for sent. Hvad der egentlig pirrede mig mere, var de to påståede stykker vildt i hans lade, de forekom lige vel meget på én gang, og tanken om Jørgen Rask og hans skyttesnak strejfede mig et øjeblik, men viftedes hurtigt af, om end det var et sælsomt sammentræf her samme formiddag. Der imod syntes en natlig visit i præstegården mindre troligt, thi hvad skulle kunne tiltrække slige mørkemænd dér?”

“Oline, var du i stand til at kunne genkende nogle af de tre stemmer?”

Hun rystede på hovedet og fugtede de sammenbidte stregtynde læber, “åh, jeg ved ikke s’ån særligt”, sagde hun næppe hørligt og fravendt, tav på ny en stund, hvorpå hun tøvende gav mig navnet på den ene. Jeg havde utvivlsomt stirret vantro på hende.

Hun rejste sig lidt møjsommeligt fra skammelen, samlede klæderne om sig og betydede mig, at nu havde hun fået afgivet sit budskab og ville vende hjem. Vi tog afsked i døren, jeg biede så længe, at mine øjne kunne følge den lille sammenbøjede skikkelse ude på byvejen.

Her efter en skrivestund sidder jeg og grubler på ny, først over episoden i vandmøllen, thi sæt nu, at den forulykkede Hans Pors aldrig kom til live – hvilke ubehagelige konsekvenser for møllerens omdømme; og hvorledes med den mørkuldne skytte? Han var jo trods alt gerningsmand, men følte måske offerets endeligt som aldeles utilsigtet? I mine øjne og med Jørgen Rask-udlægningen af skyttens blandede status er denne begyndt at rumstere lidt rundt i min begrebsverden.

Og nu Olines netop afleverede budskab eller historie fra midnatsscenen i baghaven, som helt naturligt havde skræmt hende. Hvor vidt de tre mænd virkelig var mødtes der afsides og havde aftalt nogle natmandsstreger, er knapt så overrumplende som det navn, hvis stemme Oline mente at have genkendt.

Virkelig en formiddag med forstyrrelser, må jeg erkende.