I vandmøllen og ved gadekæret – øjebliksbilleder fra Langebæk Anno 1770 og 199?

Et stemningsbillede fra en hverdag i slyngelstuen i Langebæk Vandmølle, citeret og tillempet nutidssprog i uddrag fra

“Ditlevs Bekjendelser”

nedfældet i 1770 af oldingen, der som belæst tilflytter i fyrre år beboede et lille hus opad Præsteskoven og hemmeligholdt sin oprindelige særdeles noble herkomst.

Over en dram i vandmøllen

Det er dagen derpå, som nan siger hersteds, og tillige midtvejs i ugen, gæssene er lukket ud i friheden, min morgenté og to stykker lyst brød med ost er nedsvælget, og aldeles på tværs af mit forsæt om at sidde i kålhaven og fordybe mig i et filosofisk bind overmandes jeg af en stjærtende trang til …. Ja, rent ud sagt noget samvær, reverenter talt med hvem som helst. Dersom jeg nu greb stokken og spadserede gennem min tænkesti i skoven, kunne der dog falde nogle filosofiske smuler af undervejs, og når stien ophørte, måtte det forekomme uvenligt ikke at aflægge en uskyldsren visit inde hos vandmølleren.

Og således hurtig overtalt iklædte jeg mig nødtørftig påklædning, greb hasselstokken og forlod min ydmyge bolig efter at have låst med nøglen, der i øvrigt har størrelse som til en fængselsport.

Jeg havde netop passeret min ramponerede havelåge og drejet af mod indgangen til skoven, da jeg hørte en knasende lyd af vognhjul og hestegungren. Det var fæstebonden Jørgen Rasmussen nede fra Svennevej, der fører fra tingstedet, forbi alléen til præstegården og videre sydpå gennem Øster- og Vesterskov til stranden overfor Langø.

Køretøjet drejede af mod mig, og med et stramt ryk i tømmerne, fik han standset sine to skimlede trækdyr og vendte sit bredt smilende og rødmossede åsyn mod mig.

“Må det tillades én at hilse en lang god dag, Højstærede”, skrydede han vanlig veloplagt og bøjede sig affabelt ned mod mig og med en ar bredt indbydende ud, ´”kanske Herren kunne overtales til at tage sæde heroppe på bukken?”.

Her bør det ufortøvet nævnes, at samme Jørgen Ras – eller Rask som han oftest kaldes – er ikke så lidt af en spøgefugl, stedse rede til en rask replik og sjældent ræd for at “stikke snuden frem hvor somhelst”, som man udtrykker sig, også i Stensby. Da han hørte, at jeg agtede mig en tur til vandmøllen gennem skoven, rystede han på hovedet og fandt forehavendet grangiveligt opslidende – og tilmed i min alder! Næh, kære Ditlev, her er en hånd, og ved fælles hjælp endte jeg højt oppe på bukken.

“Som synligt er bagi har jeg sække og skal selv til mølleren”, forklarede Jørgen ivrigt, “og dertil det store mælkekar, da vi på vejen lige skal omkring Hans Espersen i Vesterskovsklyngen og bjerge frisk mælk. Det er jo vår, og mor Kylle og pigerne bereder sig til at lave oste. Og egentlig burde jeg ud på mine vestre agre og se til gærdet, meen – i så nobelt selskab, skæbnen har forundt en sølle bondemand, bør vi vel sporenstregs age ad mølleren til”.

Efter svinkeærindet efter mælk, nåede vi frem til vandmølleriets samling af små og større bygninger. Da jeg oftest anvender skovstien og så at sige lusker mig til bagdøren, er det selvsagt sjældent, at jeg anstiger bedriften fra vejsiden. Og egentlig bedrøveligt, for med de mange vogne og heste, hvoraf somme er tøjrede ved bomme, giver det et lebendigt indtryk og røber forlods, at der indendøre allerede sidder mange bænkede og, hjulpet af mange dramme, fører højrøstet tale.

Inden Jørgen Rask og jeg begav os om hjørnet af den lille forbygning og trådte indendøre, stod jeg et øjeblik med stokken og rank ryg og indsugede hele sceneriet omkring os. Her, hvor den brusende møllebæk overdækkes af vejbroen, har den boret sig dybt ned mellem høje skrænter og forsvinder videre ned gennem Præsteskoven – et lydbillede, der næsten overmales af de sejge sus fra møllehjulet, der kæmpestort svinger sig ideligt rundt og skovler mængder af vand videre, herfra vejen dog skjult af de nærmeste bygninger. Bag dem ligger selve møllehuset hævet tværs over strømmen, men med et kampestensfundament op ad skrænterne, og lige oppe over det ene sluger en stor åbning den svære aksel, der fra hjulet stikker dybt ind i mølleriet og her driver op til fire kværne – et for mig teknisk vidunder af alskens tandhjul, der lodrette og vandrette griber ind i stænger og ting og sager og i sig selv udøver en infernalsk larm. Slig beskrivelse skal jeg blot ikke indvie mølleren i, thi i hans øren er det hele en støj af skøn musik. Og han søgte engang at overbevise min vantro sjæl derom ved at bedyre, at når hjulet grundet tørke stod stille, kunne han slet og ret ikke falde i søvn. Stilheden, den gjorde ham desperat, påstod han.

Straks min kusk og jeg kom indenfor i “forstalden”, som rummet bare kaldes, røbede den åbne dør ind til den næppe helt forskriftlige “krostue”, at stemningen, skønt så årle, havde givet los for allehånde menneskelige sluser. Øjne svømmede enten døsige eller opildnede, ansigter skinnede svedige og ølskum tørredes af skæg og hager med store labber. Jørgen blev hilst højræbende af et par bønder fra Stensby, som jeg erindrer fra en rettergang i birketinget for år tilbage, han undgik dem tydeligt og ved plankebordet bagved fandt vi omsider en bænkeplads tilstrækkelig til begge vore bagender. Overfor udvekslede tre kanaljer halvt råbende mange usammenhængende ord, men da den midterste fik et anfald af klarsyn og genkendte os begge, fejede han sine sidemænd omkuld med sine stærke arme, greb sig bæger og hilste på os – halvt stående.

“Du al fredsens, Jørgen Rask, hva’ dælen har du bedrevet, siden a’ du skal bugseres så fornemt af selveste hr. Ditlev? Ja, jeg spø´r kuns”, drævede han, og dinglende ind over bordet så han mig omtrentlig direkte i øjnene og svingede kruset foran min næse, “joh, hr. Ditlev, I den viiseste her i nabolaget, vil vi allenfals rydde en siddeplads til, og hvad Jørgen dér anbelanger, tjah så sørger han jo stedse for sig selv, som han kæfter op – ikke Jørgen?” Og kruset skvulpede derpå hen under Jørgens lille kække næse. Men helt overraskende skubbede Jørgen kruset brutalt væk, så det trillede henad bordet, mens ejermanden så måbende til.

“Jamen, hvad bringer dig i en sådan affekt”, spurgte jeg Jørgen uvilkårligt, for ganske vist havde jeg genkendt vores skrydende genbo, nemlig Lars Tvede fra Stensby, men formåede ikke at øjne noget tvistigt umiddelbart.

“Nej, nej”, svarede Jørgen hastigt, “den gnalling der kan ikke ophidse mig”, og han vendte sig om mod andre længere nede ad bordet. Og der var øjensynligt ved at gære mere op, de begyndte at mundhugges hidsigere som krydsild henover bordet, og pludselig rejste en af dem sig op, rundhovedet, rødhåret og med ølskum både i kindskægget og ned ad kjortelen. Hvad han søgte at fremture med, opfattede jeg ikke, men ligesom jeg ventede et begyndende slagsmål, dukkede en bredskuldret, mørkulden skikkelse op fra baggrunden, gik bag om den rødhårede, greb resolut om hans liv og løftede ham flere fod i vejret, hvorefter han bar urovækkeren hen til døren og kastede ham ud i “stalden”. Lyden af et tungt klask mod stengulvet var umiskendeligt. Under dette optrin havde stilheden sænket sig over hele sceneriet, og man fornam tydeligt møllehjulets ufortrødne, knirkende drejninger. I det samme tonede mølleren Oluf Laursen selv frem i bagdøren.

En svag mumlen hilste den stoute skikkelse, der bag det brede læderforklæde og melstøvet fordelt som snedrys over klæder og det sparsomme hår var sig bevidst om sin status. Han udskilte sig fra områdets fæstemøllere ved at være den eneste selvejer, tilmed kendes Langebæk mølle med sine fire kværne som Sydsjællands næststørste, kun overgået af møllen i Mogenstrup, der kror sig med fem kornkværne. Selvejer Oluf nikkede og så sig søgende omkring og råbte med fast røst. “Hans Pors, dine sække står rede, jeg ser dem fjernet straks!”. En dyb stilhed bredte sig på ny over hele den bænkede forsamling, og enhver tænkte på klasket mod stengulvet ude i “stalden”.

Stemningen føltes helt fortættet, og det syntes også som kom det bag på mølleren, han kastede flere blikke rundt og gentog: “Hans Pors, dine sække….” og holdt brat inde, hvorpå Jørgen Rask rejste sig.

“Hm ja, møller Oluf”, begyndte han mærkbar tøvende, “se, nu ligger ded altså således, at samme Hans Pors godt nok er tilstede, men så’n egentlig betragtet alligevel ikke, han…”

Møllerens øjne hvilede nu spidst og spørgende i Jørgens ansigt, hvis træk helt usædvanligt havde mistet det fandenivoldske. I det samme hørtes nyankomne på vej ind i “Stalden” og et skingrende udbrud: “Det var som til fandens – er det ikke Hans Pors, slænget sig ud på gulvet, grangivelig døddrukken”, og straks efter dukkede to skikkelser ind i det dødstille dunstende rum og så sig forvirrede omkring. Den ene af dem pegede ud i “Stalden” og gjorde en grimasse mod den bænkede menighed, men blev afbrudt af mølleren, der pludseligt foer over gulvsandet, skubbede de nyankomne tilside og stod et øjeblik i døren og betragtede den liggende skikkelse, hvorpå han trådte nærmere og bøjede sig ned over den. Ingen rejste sig fra bænkene, flere sad uroligt og hviskede sammen, enkelte vendte sig om mod den brede, mørkuldne skikkelse i baggrunden.

Selv sad jeg og betragtede de to nyankomne og mærkede i stigende grad ubehaget ved hele sceneriet, for sandt at sige var de formentlig de mindst velsete netop nu og her, tænkte jeg og vendte mig om mod Jørgen Rask. “Uheldet er skæbnens lange arm”, hvislede han og spurgte, om jeg var klar på, hvem de var og kom fra. Jeg rystede på hovedet. Og blev så hvisket ind i øret: “Den ene er skovfogeden fra Bakkebølle og hans følgesvend er ladegogedens håndlanger fra Vordingborg, hvad de så end bedriver på disse kanter i dag”. Møller Oluf havde imedens vinket en af dem ud i “Stalden”, og da de på ny kom til syne og trådte et par skridt ind hos den tavse flok af slukørede mandfolk, var mølleren tydelig ophidset.

“Hvem er vidende om, hvad der er hændt med Hans Pors, han ligger som livløs, og der flyder blod ud af det ene øre”, lød det skingert fra mølleren – “og så tilmed her i mit hus!”

“Kanske han var snublet derude, så’n vakkelvornt i det”, forsøgte en af de nærmest siddende sig næsten forsagt, men blev straks fejet af, idet en af de nyankomne tog til genmæle.

“Uanset, hvad faldet kan begrundes med, skal han ufortøvet behandles, thi han er stadig i live, men hvorlænge? Som myndighedspersoner må vi begge finde rede i, om det er en ulykke eller om en eller flere andre hersteds har forvoldt skaden”. Mølleren var forsvundet og vendte tilbage med to møllerkarle, der snart efter bar den livløse krop ud gennem bagdøren. Alle sad rådvilde og afventende, krusene stod urørte, dog var jeg selv for nyfigen og hviskede diskret til Jørgen, om han kendte “udsmidderen” bagved. han nikkede og trak samtidigt på skulderen. Skovfogeden og hans medrejsende fik med lidt håndsrækning stillet et par stole frem, og der vovedes hvisken og dæmpet tale blandt de fleste. Så bøjede Jørgen sig over mod mit øre, diskret forklarende-

“Det er muligt, at de to fogedspirer derhenne er uvidende om, at ham den formastelige er jægeren fra Beldringe og højt respekteret af herskab og andre. Men dersom ingen her agter at røbe noget, må de velsagtens tage tomhændet herfra med alene en ulykke til indberetning”.

“Men i så fald de faktiske omstændigheder afdækkes nu og den mørkuldne afsløres, da kan det i mine øjne udarte fatalt”, hviskede jeg tilbage.

Et smil bredte sig over Jørgens ansigt, og det genkendelige filuragtige anedes i øjnene. Med et hurtigt sideblik ned mod de forhørsivrige svarede han lavmælt og ikke uden malice:

“Skulle de nå så vidt, Ditlev, så opnår du dagens oplevelse, for når de forvisses om jægerens sande navn og tilhør, vil jeg mene, at de får ganske travlt med at pakke sammen og forføje sig!”

De to øvrighedspersoner af en art sad en stund og hviskede sammen, medens de af og til kastede blikke rundt langs bordene, hvor der tiskedes og gestikuleredes ellers sås spørgende ansigter, der uafvendt betragtede de fremmede. Der herskede tydeligvis en vis usikkerhed hos de to herrer, og som minutterne og anspændtheden overalt føltes mere pirrende, rejste Jørgen Rask sig og vanlig impulsivt anråbte om de “tvende selvbestaltede forstyrreres udsagn – eller mundspyt”, som han tilføjede og med et bank i bordet fastslog, at “sagesløse og ærlige godtfolk sgutte har i sinde å soilde tiden og mølleren og vores ærinder på unødige beskyldninger!”

Jørgen Rask havde brudt en åbenbar utæmmelig ophidselse, hilstes med råb og klappen, flere greb endog om krusene og ænsede knapt, at skovfogeden rejste sig og prøvede at dæmpe gemytterne. Først da der fra baggrunden lød en malmfuld stentorryst og den mørkuldne svulmende skikkelse trådte frem, faldt der så fornøden ro, at der låntes øren til skovfogeden. I forsigtige vendinger forsøgte den stakkels autoritet at forklare sig, ja, at han og ledsageren helt uforskyldt var blevet vidner til en ulykke, der reelt kunne skyldes noget forsætligt, og som de øvrighedens tilforordnede de jo er, så…”

Her brød larmen atter frem, de nærmest siddende rejste sig truende – men som med et hug af et usynligt sværd blev der totalt stille og alles øjne rettede sig mod bagdøren. Den var blevet åbnet, og groft indrammet stod der næsten féagtigt en fortryllende ung pige – møller Olufs mellemste datter Cathrine og blinkede aldeles forundret med øjnene.

Hun trådte nogle lette fjed nærmere, så sig let smilende rundt og spurgte næsten uskyldigt, hvad der dog timedes her, og stod derefter foran de to sidstankomne med let åben mund, spørgende men uden at sige mere. I mit stille sind kunne jeg ikke vare mig for at mistænke åbenbaringens hr. fader for at have instrueret et genialt scenisk indfald. Og det lykkedes, der blev på et øjeblik tæppefald, det fordømmende par pakkede sig hurtigt bort, og den unge bedårende aktrice måtte synlig forvirret indkassere en applaus, som end ikke hofteatret har kunnet brillere sig ved.

Den fremmede i baggrunden, overskytten fra Beldringe, gled næsten ubemærket ud ad døren, medens Jørgen Rask betydede mig, at vi også skulle bryde op. “Man får jo inte en slevfuld korn malet her i dag”, forklarede han, “og desuden bør fedemælken til ostene bringes i hus snarest”. Vi forlod spektaklet, krøb ved fælles hjælp op på bukken og trillede hjemad, uundgåelig ivrigt udvekslende indtryk fra en ret så uventet oplevelse.

“jah, nu ham jægeren eller overskytten dér, siden a du spørger, så forholder det sig således, at formedelst sin stilling og sine færdigheder – og allenfals ikke blot grundet bøssen, mærk dig det, Ditlev – har han snedigt nok gennem årene gjort sig uundværlig, både iblandt herskaber, regimentsfolk og øverste skovfolk viden om.”

“Og det høster han formentlig visse goder til?”

“Så giver, som solen står op hver gry. Du er jo næppe uvidende om, at hvad hoffet svælger i af veltilberedt føde, er der en umættelig appetit på vores kronvildt i skovene. Og som med så mangt og meget ser visse personer deres snit til, at flommende buge bestandigt er ved at sprække ved de der gevaldige madorgier, og heri er så vidt min viden strækker sig denne skytte den hemmelige hjerne. Og ser du, hvis a de to dumrianer i dag skulle være sluppet af sted med at slæbe skytten med til Vordingborg, så mener jeg nu nok, at skovfogeden i Bakkebølle og kan hænde også den anden kom til at rense latriner sammen med natmændene!” Jørgen Rask brød ud i en lavine af latter.

Endnu engang erfarede jeg, hvor vidtrækkende et net af lyssky forehavender, der er udspundet i de højere cirkler, såvel hernede i det provinsielle som i hofkredsene, og i grunden hører det tillige med i almuens hverdage, navnlig hvad andrager krybskytteri. Nogle opdages, flest dog ubehændige lokalsjæle, medens endnu flere øjensynligt undslipper upåtalt. På mit spørgsmål om, hvorfra Jørgen har sit kendskab til skytten og hvorfor han pludseligt befandt sig på disse kanter og tilmed hos vandmølleren, forsvandt kuskens snakkesalighed et øjeblik, mens han hovedrystende stirrede over landskabet. Var jeg trådt ham nyfigent for nær? Efter en tids tavs skrumlen og dump over vejhullerne svarede han undvigende, at der forekommer slige sager, som flest mulige lever bedst med i uvidenhed.

Hvad vi der imod fandt stor enighed om, var møller Olufs mest værdifulde afkast, nemlig datteren Cathrine. Intet under, at dette lysende féagtige væsen i kød, blod og sjælshjerte tiltrækker et hvert mandfolk, der blot én gang har kastet et blik på hende. “Kanske hun tiltrækker lige så meget som mølleriets fire kværne?” Joh, det mente Jørgen Rask nu nok, og jeg nærede ingen trang til modsigelse. Udenfor min havelåge tronede hr. Claudius og lånte mig det utvetydige bebrejdende blik, som kun et væsen på kattepoter evner.

Visseligt annammer man undertiden mere hos vandmølleren end, hvad kværnene drysser af sig.