Et æselspark bagud

Det blev som forventet en behagelig aftenstund hos familien Lars og Bodil, både under selve måltidet, hvor Bodil og storpigen kræsede med lidt ekstra, og i den efterfølgende fordøjelsestime. Den forløb livligere og blev tilmed yderst snakkesalig, navnlig da forkarlen og stalddrengen takkede godnat og fortrak til deres rum i sidelængen, børnene var blevet lagt i sengehalmen og storpigen havde søgt til sit kammer på den anden side af stegerset.

At snakkesaligheden lod netop denne aften skille sig ud fra så mange andre, skyldtes Lars – hans sans for det bizarre kan undertiden dukke op midt i en uskyldig snak, og pludseligt bevæger man sig i helt andre billeder, gerne bagud i tiden, og skulle mit rare ego blive spiddet, overmandes Lars prompte af latter og lårslag. Også i aftes, men uagtet hvor lidet flatterende den genoplivede æselhistorie er for mig, tilgav jeg også Lars denne gang. For ham kan en akavet vinkel på så at sige alt kun være ganske oplivende.

Lars og jeg selv havde anbragt os i de to magelige stole i det inderste hjørne af stuen, og på det lille bord imellem os havde Bodil skænket øl op i et par særlige krus af stentøj samt en næsten fyldt kande. Jeg spurgte hende, om gøremålene dog ikke snart var tilende, for jeg undede den travle husmoder omsider at finde hvile. Som det sig hør og bør, står madmoder og storpigen altid ret op og behjælpelige ved bordets yderside under hele spisningen, hvorefter bordet skal ryddes og spisebrædter, fade og deslige rengøres i køkkenet. Først efter al denne vimsen kommer de ind i stuen og sætter sig på en af bænkene og sysselsætter sig med syning, spinning af garn  eller med andet – et falkeblik sikrer sig dog forinden, at alle har aftørret deres ske og kniv, og at disse er anbragte på hylden eller i læderstroppe over det ene vindue.

Falkeblikket undlod heller ikke, om end med et diskret nik, at bemærke, at husbond havde listet sig hen til hjørneskabet, hvorfra vort lille bord berigedes yderligere med en smal lerdunk og to små bægre. “Et par dramme letter altid luften”, forlød det. Og således velanbragte og forsynede spandt snakken sig videre – jeg selv sad springklar og forsigtig med visse dugfriske oplevelser, i fald Lars selv skulle berøre dem. Men mest sandsynligt var det vel, at han intet havde hørt endnu om hændelsen i vandmøllen, om overskytten og vildtet i Ole Jep´s lade og om skumle ransmænds hensigter.

Deri tog jeg dog fejl, hvad episoden hos vandmøller Laursen angik, thi midt i en fornøjelig skildring af et sammenstød med opkomlingen af en ridefogedbetjent samme dag, slog Lars det pludselig hen og ville forlyste mig med en bedre historie.

“Den har du helt sikkert ikke erfaret, Ditlev”, sagde han helt oprømt, “noget om tumulter nede hos vandmølleren – sågar slagsmål mellem folkene og skovfogeden fra Bakkebølle og en af regimentsskriverens betroede mænd!”

“Det lyder da ret så voldsomt”, bedyrede jeg uskyldigt og tilføjede, at rygter jo har det med at se mere blod end der falder regn.

“Ar ar”, gnækkede Lars ivrigt, “ded blev mig fortalt af Peder Hans og Jakob fra Skovhuse ude på ageren, og de var netop agendes hjemad fra vandmøllen. Peder berettede iblandt om en høj mørk fremmede, der blandede sig i et mundhuggeri, og før nogen vidste af det, var skovfogeden og den anden pludselig dukket frem og fremkom med grove beskyldninger om overfald og hvad ved jeg, i hvert fald var Hans Pors forsvundet. Og ham storskryderen Jørgen Rask skulle såvist også have begjort sig”.

“Men hvorledes med de to fra Bakkebølle og Vordingborg, og hvad lød deres beskyldninger på”, spurgte jeg og tilføjede henkastet:”genkendte nogen den mørke fremmede?”

“Hm joh, jeg mener de råbte om mord, men så skulle de have pådraget sig så mange tærsk, at de havde taget en vild flugt fra stedet, så – joh, mon ikke møller Oluf får fint ridende besøg fra Vordingborg af?” Lars nikkede med sammenknebne øjne. Jeg sad og funderede over, om det var umagen værd at røbe, at jeg faktisk selv var tilstede, og at mine øjne og øren havde fattet det skete noget anderledes. I stedet for slyngede jeg et andet spørgsmål dristigt ud:

“Skulle du ved et tilfælde, Lars, have lånt øre til en påstand om, at Ole Jep har en del vildt ophængt i sin lade?”

“Ole Jep? Næi, slige sager forekommer mig ikke sandsynligt, medmindre…” Lars rystede på hovedet og trak skuldrene op. Han løftede sit lille bæger, trak på smilebåndet og så pludselig fornøjet ud, jeg løftede også mit bæger og vi besang rygternes hallelujaer.

Men tilsyneladende sad Lars stadig småsmilende og rugede over Ole Jep og kan hænde over en skyttes bidrag ophængt ligefrem på række i Oles lade? Bodil sad mit sit sytøj og rystede overbærende på hovedet, da det gav et spjæt både i hende og mig selv – Lars slog hænderne sammen og brød ud i spontan latter.

“Kan I ikke se det for jer – Ole Jep siddende på den spidse ryg af et rådyr i vild galop ned gennem bygaden, skrækslagen og klamrende sig til de sidste rester af sin opblæste værdighed. Og tju, som dyret gi´r et hop dratter han ned og triller ud i en mudderpøl!”

“Lars farmand, tøv nu en kende”, formanede Bodil næsten moderligt, “du vækker jo børnene og folk og fæ!”

Lars faldt ned og stirrede vantro på sin viv, men begyndte dybt indefra at klukke til der åbnedes for en ny, men mere behersket latter, nu stirrende lukt ind i mine pupiller.

“Hvorfra skulle jeg monstro få dette syn med Ole Jep, og så skamride en vildtryg? Kanske du har et bud, Ditlev?”

“Tjah, velsagtens forklarligt i nogle dyrekroppe i bemeldte persons lade”, svarede jeg, “din hukommelse har da ikke nødig at anstrenge sig længere”.

Lars betragtede mig tavst, mens han pillede ved knapperne ned over maven, indtil et skævt smil sneg sig diabolsk over ansigtet og han brød tavsheden.

“Her ta´r du allenfals grundig fejl, min gode Ditlev”, sagde han og bøjede sig derpå over mod mig og sænkede stemmen – det vanlige fortrolige kneb.

“Miun hukommelse syder skidtvigtig lige nu, thi så´n art rytterskab på andet end en hesteryg forleder én til at fundere, ja, hvad kan det blive – jo, en tre fjerding snes år tilbage?”

Lars rettede sig op i stolen, nu med skinnende øjne og synlig overbevist om at have vakt min nyfigenhed. Her burde jeg have været på vagt, men i stedet ansporede jeg ham med et ivrigt “Fortæl, fortæl!”. Lars hældte et par dramme op på ny og vi hilste hinanden velbehag, hvorefter han fulgte sin tråd op:

“Erindrer du ikke en vis herre, der en dag kom ridende på en noget aparte firebenet og vakte røre i bygaden? Skal jeg virkelig……” Han holdt inde et øjeblik, og nu skød omsider en prås op i mit ældede hoved og jeg tryglede: “Nej nej, hvor satanisk du dog tér dig, Lars – skån os alle for den historie”.

“Jamen, hvilken historie?” Lars vædede læberne drilsk.

“Den med dette æsel”, hvislede jeg, både fortørnet, men også overrasket. Lars lo forsigtigt, men brød af, slog helt om og stirrede så brødebetynget på mig, at jeg selv måtte overgive mig. Vi hengav os begge larmende til det lattermilde. Bodil måtte atter tysse med tilspidsede øjenbryn.

Om end det bar mod aftenens silde timer og Bodil utvivlsomt fandt det tilrådeligst, at man søgte alkovens søvn og varme, hengav Lars og mit optøede jeg, offeret, os til den korte periode, hvori landsbyen og omegnen først chokeredes over mig og min tåbelige udskejelse med et æsel, og hvor jeg til gengæld nød at udbygge en sær fortrolighed med dette stædige væsen og samtidigt opnåede en berusende bevægelighed. Og, ikke uvæsentligt, i en grad af besindighed, der i ridende eller agende stunder tillod én en frugtbar tankerigdom.

Naturligvis var det pudsighederne omkring særlingen hr. Ditlev og hans aparte tilskud til landsbyens dyrehold, der mestendels optog Lars – dengang var det stadig hans forældre, som var gårdens midaldrende, men driftige fæstebondepar, dog bivånet diskret af farmoderen Anne. Om end hun var på aftægt, sporede man hendes ånd og navnlig vilje overalt, selv i mig lige fra min stilfærdige invadering af Langebæk-idyllen. Men det beroede på ganske gedulgte forhold.

Under vores kan hænde tiltagende druksnak røbede Lars en forbløffende hukommelse af episoder og andre skævttvingede træk fra min tid med æslet, og undervejs i udredningen kunne jeg trods alt se mangt og meget med letfængelig morskab, også i genhøret med nu på kirkegården nedgravede sjælehylstre.

Da madmoder Bodil omsider rejste sig og gjorde det med en ganske etvetydig attitude, enedes min vært og jeg upåklageligt velforsynede om, at tiden havde indtruffet sig, hvor natten krævede sit og pånødede gæsten at tage afsked. Det skete formfuldendt, til og med besmykket af værtens tilbud om at følge herren hjem gennem bygaden og til boligen nær gadekæret, som værten fandt det tilrådeligt at jeg ikke skulle tabe fodfæste ved – i min løftede tilstand, som han hviskede mig i øret, udenfor Bodils hørevidde.

Vi traskede hjemad i den aftenstille landsby, kun et lille koudsagn og lammebrægen brød lyden af vore fødders grusknasen. Da vi var nået til gadekæret, standsede Lars pludselig op, stod et øjeblik funderende og brød så tavsheden:

“Der var noget, jeg kviede mig ved at nævne hjemme i stuen, og det forekommer mig noget sært, og kanske du vil slå det hen, men…. på vej hjemad forgangne dag fra stranden fik jeg øje på tre mænd længere inde i skoven, de stod alle tre bøjet over et eller andet, så´n påfaldende, og da lyden af mine vognhjul nåede dem, foer de op som var de blevet afsløret i noget. Men mærk dig, Ditlev – det mest sære var, at den ene grangiveligt var Jørgen Rask, og hvad bedrev han der med to for mig ubekendte, nærmest fordægtige udskud?” Hvad ville du lægge i det?”

Vi standsede op på ny ved min havelåge. “På hvilken dag nøjagtigt foregik det”, spurgte jeg, “og er du helt sikker på, at den ene var Jørgen Rask?”

“Så givet som jeg står her og har en besk smag i mundtøjet, og det skete senere på dagen, hvor Ole Jep forliste der nede i kæret”, nikkede Lars. Vi tog afsked med hinanden, og jeg takkede ham for venligheden med følgeskabet. Og tænkte i mit stille sind på Olines kratluskeri. Og ikke mindst den besynderlige episode i vandmøllen.

Inden jeg låste mig ind i min beskedne bolig, gik jeg bagom huset og stod et øjeblik ved gavlen – et enestående øjeblik, fornam jeg da selv. Duften af tung dug på blade og grene, det svage skær over agrene ud mod den sortbræmmede Nørreskov og trægrupperne om oldtidsgravene steg som hymner op mod den hvælvede stjernehimmel – i en stilhed så ufattelig, at jeg anede stjernerne synge svagt. Ja, tænk at kunne h ø r e stjernerne! Der svævede uforvarende slørede billeder ind i afstenstemningen, først fra ungdommens dårende erossitrende hyrdetimer, til de udraderede aldeles ubekvemt af scener med frelseren, der på æselryd og salvet på Oliebjerget bevægede sig ned mod Jerusalem.

Æselet?

Jeg blev pludselig helt klar i hjernen og skyndte mig at lade nøglen finde låsen i døren, hvilket måtte have betydet en vis præstation, og efter at have afsvøbt mig de yderste klæder, faldt jeg befriende om kuld i min bredarmede læsestol, opfangede netop spindende livstegn fra hr. Claudius inden jeg, siddende som jeg befandt mig, faldt i den dybeste søvn i mands minde.