Kalvehavebanen

“16/12-1947

SÆRTOG PÅ KALVEHAVEBANEN

Paa Kalvehavebanen indsættes fra i Dag til og med Mandag (Søndag dog undtaget) et Særtog fra Vordingborg Kl. 21. det sker af Hensyn til de Mennesker, der vil gøre Juleindkøb i Byen, hvor Forretningerne som bekendt fra i Morgen holder aaben i Aftentimerne”

“17/8 1948

Stor Sæson for Kalvehavebanen

Fra Kalvehavebanens Side havde man, da Skinnebussen i Fjor blev anskaffet, stillet visse Forventninger til Sæsonen i Aar, idet Anskaffelsen af denne særlige Vogntype jo bevirker, at man bedre kan skille Gods- og Persontrafikken ad, og hvad dette betyder, ved enhver. Desuden bevirkede Nyanskaffelsen, at hastigheden kunde sættes op fra 45 til 70 km. Dette medførte en mærkbar Nedgang i den Tid, der skulde tilbringes i Toget for at køre mellem Vordingborg og Kalvehave eller omvendt. Endelig opnaaedes der en meget hyppigere forbindelse.


Kalvehavebanen 1894-1959

Skrevet – “som husket” – af Geert A. Nielsen

En lille epistel om Kalvehavebanen som mange af os lidt ældre husker og måske har kørt med. Om forhistorien og hvad det endte med og hvornår.

I middelalderen og op i nyere tid kunne det være ret så besværligt at skulle bevæge sig over større afstande over land. Derfor var mange af rejseruterne lagt langs med kysterne med større og mindre skuder eller skibe eller færgeruter. På en rejse over land skulle man regne med en dagsrejse på omkring 30-40 km. Dvs. f.eks. fra København til Vordingborg på omkring 100 km varede det 3-4 dage, med ophold på en af de kgl. privilegerede kroer som Rønnede kro. De lå netop med ca. 30 km´s afstand spredt over det ganske land ved de større betydende hovedveje.

I 1851 var dagvognsforbindelsen sydover København-Valby-Køge-Rønnede-Vordingborg med passagerer og gods. Det kunne i høj grad være en både besværlig og om vinteren ubehagelig rejse.

Der var begyndt at opstå andre transportformer rundt om i Verden. Ikke mindst i England, hvor man eksperimenterede med damptrukne køretøjer – altså tog på skinner – jernbaner – som de blev kaldt.

Danmarks første jernbane var Altona-Kiel i 1844. Den første i det nuværende kongerige var København-Roskilde i 1847, og derefter gik det “slag i slag” over det ganske land. Som et kuriosum kan nævnes, at der var ideer fremme om, at etablere en såkaldt “smalsporsbane” – et fænomen som kendes den dag i dag i Tyskland. En bane med halv sporvidde. Normal sporvidde er 1435 mm. Dvs. smalspor er 717,5 mm. Denne bane skulle føres over flg. stationer: København-Valby-Køge-Rønnede-Præstø-Kallehave-Koster-Grønsund-Stubbekøbing-Nykøbing-Nakskov. Med tilsvarende bro og færgeforbindelser.

Mere realistiske var planer om jernbaneforbindelser over Vordingborg-Kallehave-Præstø som var fremme i 1891. I 1892 drøftede man planer om en bane fra Vordingborg(Masnedsund)-Kallehave.

Men endelig d. 8. maj 1893 vedtog man i Folketinget en jernbanelov, der fastlagde den kommende udvikling.

Og så var man hurtig her i Sydsjælland. Allerede 18. maj – kun 10 dage efter traf man den endelige beslutning. En bane mellem Masnedsund og Kallehave skulle anlægges!!!

Og allerede 2 år efter kom man i gang. Ejerforholdet blev fordelt mellem Vordingborg, Kallehave og Øster Egesborg kommuner med enkelte private investorer som f.eks. de store godser, ikke mindst Godsejer Frk. Suhr til Petersgaard. Der blev indforskrevet en flok “jernbanebisser”, dvs. hårdt arbejdende mænd, og de klarede det ikke ubetydelige arbejde på omkring 2 år. Allerede i juni 1897 var de første prøveture og i september 1897 indvielsen af projektet.

Her skal lige nævnes stationer og trinbrætter: Kalvehave Færgegaard – Viemose – Stålvængegaard – Langebæk Station – Skovhuse – Stivænge – Stensved – Vestenbæk – Bakkebølle – Nyråd – Florke – Vordingborg Slotsstation – Vordingborg Station (1937) – Masnedsund.

Ganske flot strækning på ca. 20 km. Det hele sluttede 31. marts 1959.