D. 17 August 1695 blev der udsteds en kongelig forordning, der gik ud på, at man overalt skulle erstatte risgærder med stengærder.
Denne forordning havde et dobbelt formål:
Det ene var at befri bønderne på længere sigt for det evindelige arbejde med at holde risgærderne i forsvarlig stand. Risgærder er nemlig ikke særlig holdbare til deres formål: at hegne for løsgående kreaturer. Disse kreaturer brød alt for let igennem hist og her, og så måtte bønderne ud og hugge gærdestave og indflette nye ris for at få dækket hullerne. Der gik meget tid med dette arbejde hele året rundt eller i hvert fald sommeren og efteråret. Det ville derfor være formålstjenligt at få erstatte de skrøbelige risgærder med et mere holdbart materiale.
Det andet var, at samtidig med, at man fik rejst mere holdbare og virkningsfulde gærder, fik man fjernet, fra marker og skovpartier, en mængde de sten, som var til stor gene for jordens opdyrkning, både med jordbehandlingen og med høsten.
Her på disse egne, dvs. oplandet under Vordingborg Slot, skete der intet i den anledning af denne forordning. I hver fald ikke de første par år. Men i 1702 gav Vordingborg slots forvalter, Andreas Schuhmaacsher, ordre til alle tredingsmænd om at bringe gærderne omkring Vrangsgårdens marker i overensstemmelse med forordningen.
Dette betød en øjeblikkelig forøgelse af bøndernes arbejde, og det var det der skabte røre i andedammen.
De Stensby gårdmænd nægtede simpelt hen at gå i gang med dette arbejde. De mest ivrige lod byhornet gjalde og kaldte dermed til bystævne.
Her besluttede man at gå til Vordingborg Slot under anførsel af bonden Jens Tuesen.
Den 24 april 1702 drog da en stor flok råbende og hujende bønder in på slotspladsen i Vordingborg. Det evindelige råb var: Vi vil ikke have noget med de Vrangsgårdes gærder af skaffe. Vi holder os til gammel hævd og sædvane. Slotsforvalteren forsøgte at berolige dem, men han blev omringet.
I det samme kom Udrideren Esben, og han havde ord for at være en rigtig bondeplager. Hans skulle lære bønderne at gære oprør, og en-to-tre – så susede hans pisk ned over ryggen på de nærmeste. Men da blev bønderne rasende. To bomstærke bønder greb ham i kraven. Jep Brus, som var en af anførerne, og som var blevet ramt af pisken, forsøgte at tage pisken fra ham, mens den anden rev ham i håret. Der var endda nogen der råbte: Lad os slå ham ihjel!
Forvalteren blev så bange, at han trak sig tilbage til sit kontor. Herfra råbte han til tjeneren: Gak til berider Pfefling og bed ham komme og hjælpestaldfolkene!
Det hørte bønderne, og det gav dem koldt vand i det hidsige blod.
Pfefling kendte de. Og hvad nu, om de kom Kongen for øre.
De var sikre på deres sags retfærdighed, men ikke på domstolens upartiskhed. Der var kun et at gøre: Foretage et hastigt tilbagetog.
Men Anders Ladefoged sprang hen og smækkede porten i for næsen af dem. Da sank bøndernes mod, for nu var der kun en dør at passere, og det var døre ind til fangehullet i Tårnet.
Der blev nu rådslagning mellem berider Pfefling og staldkarlene om, hvad man skulle gøre ved rebellerne. Imidlertid var forpagteren kommet til stede. Hans sagde som sin mening: Lad den fare: der er jo ikke sket dem uret med de nye byrder. Men det ville forvalter Schuhmacher ikke høre tale om. De skal i Tårnet alle til hobe.
men da fik bønderne deres selvrespekt tilbage. ”Vi gårintet i Tårnet, uden vore Tredingsfoged går med.”
Så måtte Hans Jepsen gå foran, og de andre fulgte efter, men da halvdelen var inde gik han ud igen.
Til kl. 3 om eftermiddagen sad så helle flokken i fangehullet uden at få hverken vådt eller tørt.
da de endelig blev lukket ud, var der nogen af de unge, der søgte at tage sagen fra den gemytlige side. Da de gik ned ad trappen, råbte nogen ”Nu har vi været oppe at gnave gåsekød.”
Men for de ældre og satte var det en alvorlig og dybt nedværdigende sag. Jens Tuesen, samt Jep og Peder Brus måtte som anførere sidde i Tårnet hele natten. Et par af dem måtte oven i købet ride træhesten for deres hårgreb og piskeslag og stive munds skyld.
Kilde: Holger Munks arkivalier (Afskrift.)