Eskadrille 502 – kort og godt.
Radarhoved Skovhuse er indviet 23. november 1954 på Kalvebjærg i Skovhuse Skov – et yndet udflugtsmål fra gammel tid i en skov, som dengang tilhørte Knuth-slægten på Lilliendal Gods.
Radarstationens formelle navn var Eskadrille 502 – et led i NATO-forsvaret mod Warszawa-Pagten og en radarstation, som udviklede sig til at blive en juvel i en radarkæde, der strakte sig fra Tyrkiet til Nordkap.
Det bebyggede areal er 1.300 m2. Det samlede etageareal er på 2.300 m2, hvoraf hovedparten er et bunkeranlæg.
Radarstationen havde ca. 30 m høje tårne og det mest markante, som kom til i 80’erne.
Oprindelig var der kun en vagtcentral over jorden – men i 70’erne blev administrationen bygget ovenpå bunker-anlægget, da Stensved Kaserne overgik til Hjemmeværnet. Kasernen fungerede som forlægning for de omkring 300, der indgik i døgn-betjening af radar-anlægget – blandt dem Forsvarets første kvindelige personel.
I takt med udviklingen faldt bemandingen og var på 26 højt specialiserede fagfolk, da chefen for flyvertaktisk kommando, officielt slukkede for den store radar kl. 11.15 den 2. maj 2005, 10-15 ansatte blev tilbage for at pakke ned og lukke og slukke.
Radarstationen har adresse på Skovhuse Gade 9.