Besynderligt som det har udartet sig siden, at jeg for blot få dage tilbage – og i øvrigt ret så impulsivt – anbragte mig her ved pulten og med det forsæt at nedfælde nogle erindringsglimt. Forehavendet skulle så vist blive uden større gebærder og fordrede vel næppe andet end en overkommeligt sammendragende nedfældelse, væsentligst om mine omkring fyrretyve år i det landsbysamfund, hvori jeg har genopdaget livet. Men fortiden? Åh ja, vel uundgåelig i lynnedslag.
Men på blot disse få dage med forventet stilfærdig fordybelse må jeg sandelig konstatere, at jeg er blevet rendt overende af først den ene, derpå andre forstyrrelser, alle med hændelser praktisk talt udenfor min dørtærskel. Bevares, den villige fjerpen har dog midt i virvaret formået at indkredse nogle af de stedlige hovedpersoner, selv deres bosteder, eftersom det kan være nyttigt senere hen, ville Haltefanden nok påstå. Men det presser mig allerede på at gribe tilbage i tiden. Det kan vel ikke nægtes, at som erindringen løsnes, dukker dramatiske episoder frem, somme af disse virkeligt mærkbare for det lille samfund, men også for personer, tragiske som opløftende. Desuden ulmer bestandigt det for mig dybt personlige aspekt, der ligger i de mangeårige venskabelige og filosofiske dueller med den nu hedengangne sogneprælat Frederiksen Busck. Et gedigent, livsklogt mandfolk modsat vort nyeste påtvungne nervebundt, Leth Schjønning.
Da denne sidstnævnte i november sidste år skulle påmønstre sognets åndelige bedrift, omfattedes begivenheden med vanlig opmærksomhed, navnlig af Langebæk-familierne. Han skulle efterfølge pastoren Peder Jacobsen Berg, hvis omdømme var styrket ved det ret så eksotiske, at han forinden havde begået sig i Trankebar, men kom beklageligvis kun til at virke i sognet her fra 1765, altså knapt fire år. Ved den nye pastors ankomst, som jeg selv i øvrigt overværede rent fysisk, havde jeg en vis forståelse for, at de øvrige landsbyindvånere lånte hinanden sigende blikke, ikke begrundet i vognen med det iøjnefaldende bohave, men snarere ved synet af den spinkle, spidsnæsede fugleskikkelse, der steg ned fra den lukkede ekvipage.
Ganske vist var tilgået visse forlydender om den nye hyrde, blandt andet hans alder på 39 år og at han havde et agtværdigt ophav, en vis kammerråd og renteskriver, og desårsag forventede vel de fleste, at sønnen måtte udvise en ar pondus – “en vi kan nikke ærbødigt til”, som det blev udtrykt, “selv på søgnedage”.
Inden længe sneg der sig små forsigtige antydninger ind i den almindelige snakken, som sligt nu krydrer landsbylivet, men den længstlevende smålatter i folkemunde må dog tilskrives den dag, hvor pastor Schjønning ventede en hustjener – joh, mindre var standsmæssigt utænkeligt. Begivenheden indtraf en sen formiddag, hvor der ved et tilfælde var megen liv i bygaden, en klynge af snadrende koner, børn spredt rundt med leg samt hist og her karle agendes og fæstebonde Christoffer i færd med at genne tospandet ud fra indkørslen – alt i alt et fredsommeligt sceneri, indtil det brat afbrydes, da postillonen dukker op fra landevejen og under kuskens råben og hestehovenes gungren jager ned gennem bygaden. Og endeligt nået frem til alléen op til præstegården trutter kuskens medhjælper nogle gevaldige stød i posthornet, og hele menagen forsvinder ind på gårdspladsen.
To af de rejsende var en kaptajn Brown, der skulle forskaffe pastoren en tjener fra København, begge steg ud, men modtoges af en bestyrtet huspige, der sikkert famlende måtte meddele, at hr. pastoren havde måttet søge til sengs. Hvad hun ikke straks kunne fortælle var den omstændighed, at pastoren i den grad var blevet skræmt af posthornet, at han fik et ildebefindende og var henfaldet til indisponering. Derpå måtte kaptajn Brown adskillige gange føre tjeneren langsomt forbi vinduet til pastorens sovekammer således, at sognets åndelige leder derved kunne vænne sig til synet af ham. Og historien er virkelig verificeret diskret af tyendet i præstegården.
For øvrigt må jeg modstræbende erkende, at netop med denne hr. Schjønning indenfor rækkevidde, får jeg stimuleret en særlig karakterbrist – blandt adskillige andre, forstås – der let tirrer min utålmodighed, i værste fald udløser helt sataniske udfald. Analfabetisme og mangel på visse færdigheder er så almene, at de sjældent anfægter mig, hvor imod nedgroet skræmthed og sygelig vægring mod at møde et embedes blot simple udfordringer bringer mig i den grad i affekt, at pastoren formentlig har krøbet til sengs adskillige gange.
Mine disputerlystne påfund har måske stundom været lige vel ekstreme for sognefaderen, dog har min samvittighed kun sjældent naget mig, må jeg tilstå. Dybest nede, undskylder jeg mig med, bunder denne barnagtige trang utvivlsomt i savnet af min “åndsfælle” Busck, der for otte år siden tog begrebet støvets år så ganske efterretteligt, at han selv blev til støv – til min store egonærede fortrydelse. Landsbylivets mangfoldighed mister grumme let en niche at ånde ekstravagant i for en selvforskyldt eremit.
Men fremfor som nu at sidde henfalden til idel suk og flæben, synes fjerpennen at gerere sig utålmodigt og tvinge mit gamle narrehoved til fornyet dåd. Og ganske ret, der ligger et utal af tråde at spinde videre på, selv Haltefanden smisker nidkært henne fra en mørk krog i stuen. Overfor og tæt ved den kolde bilæggerovn ligger hr. Claudius og bekymrer sig om ingen verdens rørelser, en næsten misundelsesværdig tilstand.
Det rinder mig pludselig i hu, at jeg er blevet indbudt til at dele kvældens hovednadver med Lars og Bodil og dertil hørende yngel og medhjælpere. Det kan jeg kun glæde mig til som så ofte før, thi i en sådan almindelig søgnedagsaften, hvor alle vedkommer sig hinanden i den store trygge stue og samlet om bordet, breder sig en varme og stemning, der lader måltid, søde dufte og snakken derefter glide sammen i en både underlig og livgivende harmoni. Her udveksles dagens hændelser, måske krydret med et eventyr, mens nogle snitter i træ og madmoder og en af pigerne kan sidde og sysle ved rokken eller med kartning. Der opsummeres og samles næring for med nattesøvnen at gøre hver krop og sjæl rede til en ny slidsom arbejdsdag.
Kanske det ville være klogt selv at opsummere et par kaotiske dage, inden jeg forlader boligen og går på visit – man skal gøre sig umage med tilværelsen.
Thi hvor nødigt jeg end vil være ved det, hænger der unægtelig nogle løse tråde og sitrer, små uldne spørgsmålstegn, hvor de første hidrører fra den hemmelige visit af en smuk, begavet kvinde, der måske udgav sig for at være komtesse Ulrikke – eller var hun virkelig hende? Det kan næsten ophidse mig, at min mistanke overhovedet opstod, men er den berettiget, så ruller der ikke så få billeder frem og påtvinger mig at grave tilbage i fortiden, til perioden, hvor intrigante spil om skæbner udfægtedes, ofte for hoffets lystne øjne. Min egen andel her, hvor beskeden jeg end selv opfatter den, har ved visse mystiske vink siden nået mig diskret her i landsbyen. Det kan således næppe heller være uden betydning med den barske rytter, som for nogle år tilbage prøvede at hjemsøge mig under min bortrejse.
Helt uden sammenhæng hermed blafrer andre løse tråde, navnlig omkring det dramatiske besøg i vandmøllen. Er mon den tilskadekomne Hans Pors i live? Og hvorfor optrådte hans banemand, overskytten fra Beldringe, så uventet brutalt? At Jørgen Rask, hvis kendskab til skytten forekom overraskende, til sidst undveg et af mine spørgsmål, kunne jeg slå mig til tåls med – alligevel var det vink om, at her overskred jeg en grænse, men hvor?
Ligeledes har min fiffighed affødt det indfald, at de to opdukkede øvrighedspersoner faktisk kendte overskytten udmærket, og at dennes tilstedeværelse i det afsides Langebæk i virkeligheden skyldtes en hemmelig aftale om, at de tre skulle mødes – men om hvad? Og her lister Olines natlige kratluskeri ind, og af den fordægtige snak mellem tre personer hæfter jeg mig særligt ved de to vildtkroppe i Ole Jeppesens lade. At de agtede at rane dem er mindre gruopvækkende end hvorledes Ole Jep har erhvervet sig dem. Skulle de tre ransmænd få held til at fjerne dem, ville den selvbevidste Ole da kundgøre det fortørnet og bringe det på bystævnet? Hvis han der imod fortier skæbnens ugunst, da må jeg vel ikke uden lidt skadefryd spørge mig selv: hvorfor ikke?
Da Oline mente at have genkendt en af stemmerne og i øvrigt modvilligt røbede dens ejermand, gav det ganske vist et sæt i mit ældede kadaver, og egentlig betvivler jeg påstanden, men skulle den være til troende, vil det komplicere noget af den sammenhæng med det øvrige, som min hjerne forstyrrer sig med. Gad vide, om der i aftenens forløb hos Lars og Bodil skulle hviskes noglå små antydninger om sagerne, og om jeg da i givet fald ville turde ytre mig overhovedet.
Jeg må ud og få gæssene indfanget og snyde Mikkel ræv for en lækkerbisken, og i øvrigt være omhyggelig med at få aflåset palæet behørigt, ligeledes at medtage nøglen, hvilket min distraktion undertiden har overset – med de seneste forlydender om natmandsværk hersteds må man bekymre sig med umage.