Mandag den 13. December 1937
Kalvehave Menighed modtog i Gaar sin nye Præst
En smuk og stemningsfuld Højtidelighed
For Pastor Sandager og hans Hustru, der kommer ovre fra den barske Vestkyst, var der maaske trods alt noget hjemligt over det Landskab, som frembød sig for Øjet, da Kalvehave Kirkes Klokker i Gaar Eftermiddag ringede Menigheden sammen, for at den kunde overvære Indsættelsen af den nye Præst og høre ham prædike og forrette Tjenesten for første gang. Ulvsund var blygraa med hvidt Islet af Søgangen og Jorden var dækket af Vinterens hvide Klæde. Regn og Slud trommede mod Ruderne, og det gøs sagtens i en og anden kuldskær Øbo.
Pastor Sandager rørte det næppe. Han er Dus med Vester Vov-Vov, er vant til at høre Havets Brusen, og har fornemmet Klittens fine Flyvesand i sine øjenkroge…
En stærk Mand, hærdet i en stærk Natur, hvor Præstegerningen maaske ikke altid var lige let, er det umiddelbare Indtryk, man faar af ham, naar han staar i sin Kirke — og saa alligevel en mild og venlig Natur, der som en solrig Junidag ved Sydsjællands smilende Kyst, naturligt og ligetil nedfælder sig blidt og skønt i Menneskesind og Hjerter. En stout Præstemand, med store linier, præget af Alvor og Gammen, sammensat af den danske natur fra Vest til Øst…
Det kendtes da ogsaa straks, man traadte ind i Kalvehave Kirke, at Menigheden var glad ved at skulle modtage denne nye gæst, som deres Repræsentanter enigt har valgt.
Trods den blomsterfattige Tid var Kirken festlig pyntet. Bøgeskovens brune Vinterløv, fortalte om Sommeren, der svandt, om Nød og Forkrænkelighed, medens Masser af friske Blomster vidnede om Livet bag Sommerens Grav, saaledes som Skabningens Herre viselig har lagt det tilrette for Naturen og naadig tilbudt Mennesket det.
Fra alle Kanter af Sognet var Menigheden mødt frem, unge og gamle, kørende ad de glatte Veje, vandrende ad snefyldte Stier. Det festligt fremtrædende Kirkehus var fyldt til allersidste plads, saaledes at de sidst ankommende maatte staa op.
Da Salmesangen havde lydt, besteg Provst D. Smith Prædikestolen og talte ud fra et Ord hos Esajas om Budskabet til Mennesker om Skylden, der er betalt ved Jesus Død på Korset. Provsten understregede stærkt det bestandige i Guds Tilbud til Mennesker og pegede herunder paa, at medens alting skiftede i Kalvehave Sogn, blev Kirken bestandigt staaende højt paa Bakken gennem 700 Aar og bragte ved sine skiftende tjenere Budskabet til de skiftende Slægter. I Dag skal vi modtage en ny Præst til at bære Budskabet frem. Det er ikke ensbetydende med en ny Forkyndelse, det er bare en ny Mand, der tager Gerningen op. Det er da naturligt, at mange blandt jer sender venlige Tanker til den gamle Præst, som I takker for Ord og Gerning. men det er lige saa naturligt, at I ser hen til den ny Præst, som nu skal tage Gerningen op efter den gamle. At I gør det, vidner den smukt pyntede Kirke tydeligt om. Man kan maaske sige, at det er ligegyldigt, hvem der prædiker. Det er jo det gamle, uforanderlige Budskab, han skal bringe. Men det er slet ikke ligegyldigt. det betyder saa overordentlig meget, at Præst og Menighed lever sig sammen, at Budskabet kan blive bragt rigtigt og modtaget rigtigt. Slut da op om ham ikke alene den Dag, han indsættes, men brug ham hver Dag. Gud velsigne den Gerning, som den nye Præst skal gøre iblandt jer! Provsten oplæste derefter Kongens Kaldsbrev og Biskoppens Kollats og erklærede sluttelig Pastor Sandager indsat som Præst for Kalvehave Sogn.
Efter en Salme gik Pastor Sandager paa Prædikestolen mens Menigheden rejste sig. Efter en Bøn prædikede han derefter over Dagens Tekst, den gamle Zakarias, der sang Lovsange ved sin Søn Johannes’ Fødsel, skønt han som klartskuende Profet maatte vide, at der kunde være forskellig Grund til at klage, idet denne Søn jo skulle blive halshugget. Det stod imidlertid Zakarias klart, at den lille Dreng var en Gave fra Gud og at han skulde gøre en Gerning i Folket. Han skulde være med til at jævne for andre end den vanskelige vej.
Min Genhilsen til jer i Dag, sagde Pastor Sandager, skal være, at ogsaa jeg maatte faa Kraft af Gud til at være med at jævne for andre den vanskelige Vej. Det skal være mit Ønske, om jeg kunde pege hen, hvor Vejen gaar og gøre det saa jævnt som muligt. Jeg kommer til jer som et Menneske, ikke som et Overmenneske, men et Medmenneske, der peger paa den Gave, Gud har givet os i Naaden ved Syndernes Forladelse. Naar vi først har faaet Øje paa den Gave, kan vi alle være med at synge Lovsange. Maatte vi faa Lov at slutte Kreds og gøre Kalvehave Menighed til en lovsyngende Menighed, thi det har altid været gode Tider, naar menighederne har sunget Lovsange.
Præsten paaviste dette nærmere ved Eksempler fra Kirkehistorien, idet han ikke mindst dvælede ved den Lovsang, der lød med Grundtvig.
Sluttelig takkede Pastor Sandager Menighedsraadet for den enstemmige Indstilling. Jeg opfatter denne som en udstrakt Haand, som jeg vil prøve paa at gengælde med et trofast Haandslag. Han takkede Provst Smith og alle de, der allerede var kommet ham og hans saa venligt imøde, at Præstefamilien straks havde følt sig saa godt tilpas. Tak for den festlige Modtagelse. Tak til jer alle.
Pastor Sandager foretog lidt senere den første Barnedaab og messede sluttelig fra Alteret. Den stemningsrige Gudstjeneste var slut og Menigheden spredtes langsomt ud i den kolde Vintereftermiddag, men varme i Hjertet efter det første Møde med dens nye Præst.
K. W. J. Thureholm
Pastor Sandagers Indsættelse i Stensby Kirke havde fundet Sted allerede om Formiddagen. Ogsaa der var Menigheden mødt stærkt frem.