Langebæks Kommunevåben

Langebæk kommunevåben.

Kommunevåben 1984

 

I 1984 rettede nogle borgere henvendelse til byrådet, om ikke det var på tide, at kommunen fik et byvåben. Der blev sendt flere forslag frem, men efter en henvendelse til Indenrigsministeriet fik man at vide, at kun rigs-heraldikeren kunne forestå et sådant. Og efter flere forslag og et besøg af heraldikeren Nils Georg Bartholdy fik man i byrådet fremlagt forskellige muligheder.
Man enedes om det af tegneren og forfatteren Claus Achton Friis udarbejdede udkast, som blev det endelige kommunevåben.
Citat fra skrivelse fra Indenrigsministeriet 24. jan. 1986, som beskriver våbenet som følger:
”I blåt et oprevet guld egetræ ledsaget af to udadvendte afrevne sølv ulvehoveder”.

Baggrundshistorien kan suppleres med flg.:

”Egetræet er symbol på, at man efter nederlaget til England, hvor man mistede den danske orlogsflåde, og derefter plantede nye egetræer bl.a. her i Sydsjælland, for at have nyt træ til en kommende flåde. Træer, som den teknologiske udvikling gjorde overflødige, men som nu står som fredede minder fra den tid overalt i landskabet og i kystskovene.

De to ulvehoveder symboliserer farvandet ”Ulvsund”. (Man overvejede en overgang ved kommunesammenlægningen i 1970, at kalde kommunen ”Ulvsund”). Den blå baggrund er vandet omkring kommunens syd- og østlige kyster.”

Efterfølgende blev kommunevåbenet godkendt og registreret ved anmeldelse til patent- og varemærkenævnet og derved forbeholdt de kommunale myndigheder i Langebæk kommune.

Langebæk Lokalhistoriske Arkiv d. 28. februar 2007. 
Geert A. Nielsen, Arkivleder