FOLKESKOLERNE OMKRING 1900-TALLET
Den nuværende folkeskole kan trække sine “rødder” tilbage til tiden umiddelbart efter reformationen i 1536, idet der blev oprettet et såkaldt degnekald ved hver kirke. Det gik ud på, at det blev pålagt degnene at holde “degnelæsning” en gang om ugen. Dvs. at undervise ungdommen i brug af bibel, salmebog og katekismus alt i form af udenadslæren.
Først i 1739 begyndte degnene en form for egentlig undervisning i læsning og skrivning, og man fik en forordning gående ud på, at der skulle oprettes skoler overalt i landet. Men der var lang vej igen, og først ved oprettelsen af de såkaldte “Rytterdistrikter” – 12 stk. i alt – kom der en mere formaliseret gang i skoleoprettelserne. Det skal dog siges, at der på privat initiativ var kommet en del privatskoler.
Men da den daværende konge Frederik d. 4. blev grebet af den religiøse bevægelse, pietismen, kom der rigtig gang i bestræbelserne på at give børnene på landet en bedre undervisning, så de selv kunne benytte bibel, salmebog og katekismus.
I forbindelse med sin 50-års fødselsdag, og da han jo var enevældig, udsendte han i 1721 en instruks gående ud på skolepligt og skolegang og om undervisning og aflønning af skoleholderne. Grundlaget for en skole skulle være 280 tdr. hartkorn, og det gav over landet 240 skoler, de såkaldte “Rytterskoler”. Og i perioden 1722-25 rejstes der skoler overalt og også i Vordingborg rytterdistrikt, hvor murermester og arkitekt var Lars Erichsen og hver skole kostede 550 rigsdaler. Bygningerne var på 9 fag og indeholdt skolestue og bolig for skoleholderen, og til hver skole var der, som der stod “en liden kålgård”.
Ser man på vores område, de 3 sogne, Mern, Øster Egesborg og Kallehave, kan det nævnes at der i Øster Egesborg blev oprettet en rytterskole på samme matrikel, hvor den senere hovedskole kom til at ligge, i Mern på Skolemarksvej ligeledes en rytterskole og i Kallehave 2 rytterskoler i henholdsvis Viemose og i Stensby.
Alle steder blev de senere suppleret med ekstraskoler som i Skovhuse, Kindvig, Kalvehave, Langebæk og i Stensby. Også på Tærø var der fra 1889 en såkaldt biskole, der fungerede frem til 1934. De gamle rytterskoler blev naturligvis erstattet af nyere skoler, men de fungerede alle som landsbyskoler, med hvad det indebar til i 1960-61, da de blev afløst af de nye centralskoler på grundlag af skoleloven af 1958, i Mern dog allerede i 1954.
Skoleholderne – og nu går vi tilbage til oprettelsen af rytterskolerne i 1700-tallet – var ikke uddannede som lærere. Først i 1791 oprettedes det første lærerseminarium, Blågaard Seminarium, med henblik på en egentlig læreruddannelse.
Nogle var studenter, der havde opgivet deres videreuddannelse, andre var degne, der kunne læse og skrive og andre igen helt ustuderede, men som på én eller anden måde havde fået lært de mest elementære kundskaber i dansk og regning.
Det skal dog siges, at alle måtte underkaste sig en prøve hos præsten og provsten inden amtmanden efter indstilling foretog kaldelsen, dvs. ansættelsen. Der var meget tilsyn idet præsten skulle besøge skolen en gang om ugen, samt at provsten og amtmanden skulle komme mindst 2 gange om året, og endelig skulle biskoppen i forbindelse med sin visitationsrunde også aflægge skolen et besøg. Alle med det formål at kontrollere, at det gik rigtigt til.
Og lønningerne til skoleholderne var dels rede penge, dels i form af naturalier. En skoleholder eller lærer modtog årligt 24 rigsdaler og naturalierne var 3 skovlæs brænde, 1 læs tørv af hver 20 tdr. hartkorn, 1 lispund (8 kg) hø og 1 lispund halm for hver tdr. hartkorn. Endvidere fri græsning på byens fælled for 2 køer og 6 får. Der skulle nemlig i skolens indretning være plads til det antal dyr. Hver husmand skulle betale 2 mark.
Skoleholdernes andel af tiende var den såkaldte “Degnetrave”, der udgjorde 1/3 af præstens tiende.
Som en særlig begunstning var skoleholderen fri for at betale skat.
I 1774 da Vordingborg Rytterdistrike blev solgt og de 12 herregårde blev oprettet, blev de pågældende herremænd forpligtet til fortsat drift af de bestående rytterskoler. Der bllev dog ydet den kompensation, at der blev henlagt 720 tdr. hartkorn som skattefri jord og derved fragik de naturalier, der var en del af skoleholdernes delvise aflønning. Det betød en forringelse på ikke mindre end 2 læs tørv, 40 lispund hø og lige så meget halm. Ligeledes en forringelse og indskrænkning af retten til græsning på fælleden.
Oven i alt den elendighed kom, at de 24 rigsdaler, der blev udredt af kirketienden, på grund af inflationen blev mindre værd.
Det fik skoleholderne til at rejse sig i protest, og myndighederne måtte forhandle sig frem til nogle forbedringer af forholdene for dem.
I starten af 1800-tallet var den gal igen. Vi fik jordreformerne og udskiftningerne og ved disse blev de fælles græsningsarealer, fællederne, inddraget og da skolerne jo ikke var en del af denne udskiftning, blev lærernes forhold igen forringet. Man forsøøgte at løse problemerne ved at tillægge hver skole et mindre jordtilliggende på ca. 3½ tdr. land, reguleret efter jordens bonitet, så ringere jord gav et lidt større jordtilliggende.
Så nu skulle man både være skoleholder og landmand. Der var sikkert skoler, hvor man kunne diskutere, hvad læreren var mest.
Der er lige en cirkulæreskrivelse af april 1900, der indeholder en passus:
Det drejer sig om haver i forbindelse med lærerboligerne. En god grund til at imødekomme ønskerne om haver er, citat:
“at give lærerpersonalet anledning til gennem legemligt arbejde at søge en fornuftig modvægt til det med skolegangen forbundne omfattende åndelige arbejde, ligesom de til embedet henliggende haver kan være et vækkende og belærende eksempel for befolkningen ved behandlingen af sådanne mindre jordlodder”.
Ved de forskellige lovændringer i løbet af starten på 1900-tallet blev tienden afløst af de skatter, vi kender i dag, og man afhændede skolernes jordlodder og gik over til aflønning i form af kontanter. Ikke altid til umiddelbar fordel for lærerne og lærerinderne.
Ved lov af 8. maj 1894 kunne man omsætte tiendet til en fast kapital, når der kunne blive enighed mellem modtageren og mindst 2/3 af tiendeyderne. Staten gik dengang ind og støttede med billige 3½% lån.
Ved tiendeloven af 15. maj 1903 fastsættes en række betingelser, men det var åbenbart et meget stort arbejde, idet det først var endeligt afklaret og færdiggjort i 1918.
Geert A. Nielsen
Arkivleder