“Husmand, Tømrer Hans Hansen af Kindvig indrettede 2 Fag Hus i den søndre Ende af sit Hus til Butik og Pakrum for egen Regning og holder det vedlige paa Fag og Tag.” Saadan staar der paa første Side i Foreningens ældste Forhandlingsprotokol, skrevet med Lærer Dieckmanns sirlige Skrift. Jo, det var meget beskedne Forhold “Kindvig Brugsforening” begyndte under… som de fleste famle brugsforeninger paa den Tid. Tømrer Hansen skulde have 40 Kr. i Leje af Butikken det første Aar og siden kun 20 Kr. aarlig, hans Løn var kun 3 Procent af solgte Varer samt 1½ Procent til Svind. Og som Sikkerhed skulde han stille Panteret i alt sit Indbo! Butikken skulde være aaben fra 6 Morgen til 9 Aften om Sommeren, og fra 7½ Morgen til 9 Aften om Vinteren! Hans Hansens var dengang allerede ældre Folk, men havde en voksen Datter hjemme, der forestod Uddelingen af Varerne til Medlemmernes fulde Tilfredshed. Hans Hansen stod for Udsalget til 1891, og Omsætningen nåede i hans Tid ikke over tyve Tusinde aarlig. I Begyndelsen af 1890-erne kom der Forslag frem om at gøre Foreningen til en “Husholdningsforening”. Lærer Dieckmann trak sig tilbage som Formand, og et Aar var nu Gaardejer Mads Jensen, Sageby, Formand, næste Aar Musiker Rasmus Rasmussen, Kindvig, og derefter Gaardejer Hans Petersen, Sandvig, fra 1892 til 1896. Derefter vendte Lærer Dieckmann tilbage og var Formand i de følgende tyve Aar til 1916.
Efter Tømrer Hans Hansen antoges som ny Udsælger Smed Albert Hansen, Kindvig, der fra Foreningen som Laan modtog 300 Kr. til Indretning af Butik i sit Hus. Og man fik anskaffet et saa moderne Inventar som en Decimalvægt! Albert Hansen stillede en Kaution paa 1000 Kr., og han forestod Udsalget til 1907. Omsætningen laa i hans Tid omkring en Snes Tusinde Kroner, altsaa ingen større Fremgang. De første femogtyve Aar havde Foreningen i alt kun en Omsætning paa godt 400.000 Kr. Der var Opgørelse og Generalforsamling – efter gammel Skik – hver Kvartal. Denne Regnskabsmaade fortsattes til 1927.