KALVEHAVE SKOLE(R)
Ved ryttergodsets salg havde kongen forbeholdt sig at opføre nye skoler. – Det trak ud, men i 1818, 1820 og 1821 blev der opført 4 skoler i sognet, betalt af Rentekammeret. Kallehave var en af dem. I år 1807 var degneskolen blevet nedlagt, og Kallehave skole blev oprettet. Den kom imidlertid først i gang i 1810, da boligforholdene først der var i orden for skoleholderen, Halvor Severin Malling. – Den gamle Kalvehave skole lå på Ny Vordingborgvej 32. Den var oprindelig en 2-klasses skole, men blev renoveret i 1930erne, så det blev en 7-klasses skole. – I mange år efter centraliseringen af skolerne i 1960, anvendtes bygningen (Pension Bisgård) til opholdssted for sindslidende fra Oringe. – Den nye Kalvehave centralskole, beliggende på Kirkevejen 3, indeholdt i de første år også Realskole. Realskolen blev nedlagt og skolen underviste derefter elever fra 1-7 klassetrin. Senere blev den en del af Langebækskolen, og 7. klasse blev undervist i Stensved skole.
Kalvehave skole 1818 –