Smedevej 5 B, ca. 1990
Smedevej 5, Mern
Her boede i sin tid Anna Petersen sammen med sin mand radiotekniker Andreas Vilhelm Petersen.
Hun er født 12. januar 1886 i Nr. Mern og datter af Hans Hansen og Ane Kirstine Jensen. Egentlig er hun døbt Ane Kirstine Hansen. Det var en husmandsfamilie, de havde 14 børn, hvoraf 5 var døde før 1901. Det følgende er et uddrag af hendes beretning, skrevet i 1961, om livet i Mern, som kan ses i arkivet.
” Mine Forældre havde et husmandssted i landsbyen Mern. Min fars navn er Hans Hansen, født i Snesere Sogn, min mors Ane Kirstine Jensdatter, født i en lille by Ugledige, Allerslev Sogn. Mine forældre flyttede fra Ugledige til Mern i 1883 med 4 børn. De lejede et hus af Grev Knuth, Liliendal, en herregård ved Mern. Huset bestod af 2 små stuer med lergulv, køkken og forstue ud i et, med åben skorsten, bageovn, store toppede brosten på gulvet. 2 halvdøre ud til gaden. Så var der et lille kammer til mælk og maden, der var jordgulv. I den ene stue stod en himmelseng, den stod i en slags alkove. Der var halm i sengen, ingen madrasser, men grove hjemmevævede dyner og lagner. I himmelsengen lå far og mor, i den anden seng lå vi tre hjemmeværende børn. Så havde vi en slagbænk, og efterhånden som familien voksede eller de større børn kom hjem, måtte nogle ligge der. Der var lidt gammelt tøj til underlag, så det var lidt ujævnt, men vi sov meget godt. Så havde vi et hjørneskab, et bornholmerur, et par stole og en kakkelovn. I den anden stue havde vi en lågkiste og et klædeskab. Der var meget lavt til loftet i stuerne. Loftet var kedeligt mørkebrunt, døren var med gammeldags klinker til at lukke med. På loftet havde vi en lågkiste. Der opbevarede vi forskelligt f.eks. syltetøj og asier. De var syltet i en messingkedel, så de fik en smuk grøn farve. Det var ir, der i forbindelse med eddikesyre fremkaldte den farve. Nogle kom en kobberfemøre i for at få asierne grønne. Vi gemte også røget flæsk imellem hakkelse i kisten, en skinke hang under hanebjælken. Vi havde også halm på loftet, vi havde bræddeloft, og der dryssede sommetider lidt støv og avner ned i stuen. Loftet var ikke så tæt. Mus var der også, vi vågnede tit når katten sprang efter mus og rotter. Min mor købte strandæg, dem kom hun i pandekager, når rotterne spiste dem så døde de. Over laden og stalden havde vi hø og halm. Mødding havde vi lige ud til vejen, og der var gravet to tønder ned i jorden, i dem samlede vi ajle. Det bar vi om i haven, det var dejlig gødning, men sikken en lugt lige ud til gaden. I haven var der gravet et hul, og der blev sat en tønde ned i. Der kom så en mand kørende med noget kalk, så kom der vand på kalken, det kogte og sydede, vi brugte kalken til at kalke hus, både indvendig og udvendig.
Der var ingen gardiner for vinduerne, men urtepotter med pelargonier. Så var der loen, laden, kostalden og svinehuset, så det var et ret langt hus. Det havde været stuehus til en af de gårde, som siden er flyttet udenfor byen. Huset står der endnu, men stalden er revet ned, og en del af det er moderniseret, men det er dog stadig mit barndomshjem, selvom ingen af os bor der. Kælder var der ikke. Kartofler og den slags blev opbevaret i jordkuler.”
Vores beretning slutter her, men Anna fortæller endvidere om forskellige gøremål, om sin mormor, indsamling af Oldenborrer – folk i byen og der. Men som skrevet er man velkommen til at kigge ned i vores arkiv og læse historien- der er 40 sider.