Barbér og herrefrisør Arne Nielsen, Stensved

Barbér og herrefrisør Arne Nielsen i sin salon i Stensved

Vi tager lidt tilbage i tiden og besøger Vordingborgvej 28 i Stensved. Her ser vi
barbér og herrefrisør Arne Nielsen stå i sin salon, som mange kendte ham.

Arne Nielsen blev født 8. april 1922 på Skyttemarken 15 hos sine bedsteforældre og flyttede til Skyttemarken 10, hvor han voksede op med sine forældre som eneste barn.

Arne kom efter at have gået i skolelærer Henriksens skole i 7 år i lære som herrefrisør 1936-1940 her i hans senere hjem. Han havde som dreng været lidt arbejdsdreng efter skoletid hos snedker og ligkisteproducent Hugo Rasmussen på den anden side af gaden.

Efter endt læretid arbejdede han udenbys i et par år, bl.a. i Vordingborg i en
frisørsalon, som lå bag etablissementet Lorry (hvor Jydske bank ligger i dag).

I 1942 overtog han huset på Vordingborgvej. Arne åbnede en lille salon men lejede resten af huset ud. I 1946 giftede han sig med Inger og de overtog hele huset. Var der besøg i privaten og man kunne høre, at der var kunder, blev der sagt: Stille, der er kunder i salonen! Arne byggede i 1950 den større salon til huset og fik således også en større stue.

Børnene Benny og Bente kom til og der kom liv i huset. Arne havde gang i sin salon og var en flittig og afholdt mand. Der var orden i tingene. På sine ældre dage tog han også på plejehjemmet og klippede de ældre, som ikke selv kunne komme til ham.
Den 1. maj 2002 drejede Arne nøglen og gik på pension som 80-årig – efter 60
års virke som selvstændig herrefrisør.

Arne var fra barn af en flittig gymnast, men begyndte først som 15-16-årig at spille fodbold. Gymnastik og fodbold kom til at fylde rigtigt meget i hans liv. Idrætsklubben, som var blevet stiftet af hans læremester, barbér Henry Jensen den 30. august 1930, lejede sig ind hos bønderne, dvs. på jorden, dér hvor Vægtervej og Åbakken ligger i Stensved i dag og bag Thorsens gård. Ligeledes på jorden efter ”Mønbo-Peters”gård og på marken efter Frede Nielsens gård på Pilevej blev der spillet.

I 25 år var Arne leder af idrætsforeningen. I 1940 kom han ind i bestyrelsen og omkring  1960erne var han formand for idrætsforeningen i ca. 16-17 år. Arnes kone Inger stod i mange år for at vaske fodboldtrøjer to gange om ugen til holdene, samtidig med at hun i 25 år gjorde rent på Stensved skole.
Arne indstiftede en pokal, ”Arne Nielsens pokal”, som blev uddelt i mange år.

Arne var også skytte på 15 meter baner. DBU (Dansk Boldspil Union) ved sekretær Karlsen fra København, overrakte Arne deres guldnål for sit store arbejde, ligesom den lokale gymnastikforening gav ham guldmærket.

Til sin død i 2015 interesserede sporten ham meget og han kunne stadig
ses på stadion, efter at have rundet de 90 år i 2012.

Hver morgen – inden han åbnede salonen – var han ude på en cykeltur, som bl.a. gik forbi fodboldbanen og hans barndomshjem på Skyttemarken, hvor han havde den glæde
at have sin mor, til hun havde rundet de 100 år.

Jeg har selv haft den store glæde at kende Arne og Inger det meste af
mit liv. De var hjertelige mennesker og altid rare at være sammen med. De var
meget udadvendte og aktive.

De var en del af det lokale liv i byen. Siden de gik bort, er byen ikke den
samme mere.

I kærlig erindring
Inge Langeskov-Nielsen

Om admin

Arkivet blev stiftet 01.11.1979 af Svend Aage Nielsen, Jens Jensen m.fl.
Dette indlæg blev udgivet i Lokaliteter, Nyheder. Bogmærk permalinket.