Øen Lindholm

Forskning i husdyrs virussygdomme

I 1926 blev Mund- og Klovesygeforsøgsstationen oprettet på Lindholm. I 1924 -25 blev ca. 61.000 besætninger ramt af voldsomme udbrud af Mund – og Klovesyge. Året efter blev yderligere 99.000 besætninger ramt. Sygdommen betød milliontab for det danske landbrug i tabte eksportindtægter. Det blev besluttet at iværksætte forsøg til at belyse sygdommens smitteveje.

Derfor besluttede staten at erhverve Lindholm i 1925. Sprogø, Hesselø og Kyholm havde også været i forslag, men man besluttede sig for ‘Lindholm’. De indledte i 1926 orienterende undersøgelser med mund og klovesyge på marsvin. Jeg kan selv huske, de havde marsvin i staldene på havnen i Kalvehave omkring 1950.

Det danske veterinærvæsen havde gennemgået en enorm udvikling i de foregående 150 år. Det var en anden stor kvægsygdom, kvægpesten, der havde slået halvdelen af de danske køer ihjel i 1700-tallet.

Holberg udtalte, at hvis kvægpesten angreb en besætning på en hovedgård på 100 køer, så kunne alle dyrene være døde på 24 timer. Sorø Akademi gik ind i kampen mod kvægpesten. Herunder med forslag om, at der skulle laves omfartsveje om pestramte byer. Mine tip-tip-tipoldeforældre, Karen og Hans Hammer, havde Sasserbro Vandmølle ved Fjenneslev. Alle dyrene var døde og vandmøllen havde ikke kørt i 8 måneder. Karen og Hans døde sandsynligvis af sult i 1759 med få dages mellemrum. Min 2 x tip, Margaretha, var 3 år gammel. Hun var sat i pleje hos nogle naboer. Ud af det fattige bo gik næsten det meste til betaling af hendes pleje. Hun voksede efterfølgende op hos sin 19 år ældre broder.

Nu blev lægen og statsøkonomen Georg Christian Oeder sat til at gøre noget ved kvægpest og hestesyge. Han startede med nogle forsøg på Aunø ved Vordingborg med at vaccinere køer. G. C. Oeder var faktisk 150 år før sin tid med at vaccinere. Senere fik han Struense til at medvirke til oprettelse af Veterinærskolen på Christianshavn i samarbejde med P. C. Abildgaard. Kvægpesten klingede vist ud af sig selv. Men grundlaget for et godt dansk veterinærvæsen var lagt.

Struense blev henrettet og højadelen tog magten og G. C. Oeder, der havde lagt grundlaget for et godt veterinærvæsen, blev forvist til Holsten. Han havde også udarbejdet grundlaget for landboreformerne, som Bernstorff og Reventlow gennemførte i 1788.

I 1856 skete der igen noget afgørende på det veterinære felt. Den kongelige Veterinær- og Landbohøjskole blev oprettet på bar mark på Frederiksberg med B. Bang som leder. Bang gjorde en stor indsats mod smitsomme sygdomme bl.a. tuberkulose sammen med Remkolde Mejeri. De indførte varmebehandling af mælk til 85º, så tuberkulosebakterierne blev slået ihjel, og mælken kunne bruges til småbørn i København.

Den kongelige Veterinær – og Landbohøjskoles Serumlaboratorium blev oprettet i 1908 og blev i 1932 en selvstændig institution, Statens veterinære Serumlaboratorium. Serumlaboratoriet havde til opgave at bekæmpe forskellige dyresygdomme ved hjælp af vacciner og serumpræparater.

På Lindholm behandlede de i starten med immun-serum, og da det slap op, da med rekonvalescentserum. Der blev udleveret 85.000 liter af det sidste.

C.O. Jensen, professor på Landbohøjskolen og forstander på Serumlaboratoriet, anførte, at undersøgelsesanstalten skulle anbringes på en øde ø, som man havde gjort ved øen Riems ved Greifswald i Tyskland.

Staten lejede Lindholm med forkøbsret. Den var ejet af maskin- og skibsinspektør Brorson i København. Den havde tidligere tilhørt Proprietær Petersen Koster.

Ledelsen af Forsøgsstation Lindholm, blev overdraget C.O. Jensens søn, H.O. Schmit – Jensen, da han havde arbejdet med serum og med de tidligere omtalte marsvinsforsøg. Men der skulle først etableres nødvendige anløbsforhold for skibe med byggematerialer.

Der blev etableret et laboratorium og et staldområde i en karré. De resterende 7 ha på øen skulle være smittefri og danne pufferzone mod land. I karréen var der 2 laboratorier, 2 forsøgsrum til marsvin og en større stald til smitteforsøg i kvæg.

Som kontrol af smitterisikoen blev der anbragt nogle køer 30 meter fra karreen. Alle forsøgsdyr + gødning blev brændt. Laboratorietøj og håndklæder skulle passere et dampophedet kogekar.

På grund af vanskeligheder med vintersejlads blev forsøgsperioden begrænset til april – december. C. O. Jensen forespurgte i 1932 Landbrugsministeriet, om stationen skulle fortsætte, da den var etableret ved midlertidig lov.

Det kom finansministeriet for øre. Så det ville da gerne have nedlagt forsøgsstationen og afhændet øen. De havde hårdt brug for pengene. Men C. O. Jensen fortsatte utrætteligt for, at stationen skulle bevares. Dette til trods for, at han var aftrådt som veterinærdirektør. Han blev støttet af Landbruget. Stationen fik lov til at fortsætte.

Han arbejdede også for, at stationen skulle arbejde med andre virussygdomme, specielt svinepest (der havde været et udbrud i 1933). Den fik lov til at fortsætte, nu som Forsøgsstationen for Virussygdomme. C. O. Jensen døde i 1936; men nu var det sat på skinner, og Lindholm begyndte at producere vaccine og begyndte at få indtægter af det.

Man arbejdede også på at få belyst desinfektion af virus i mælk ved varmebehandling og med natronlud. Mejerierne havde været meget belastede af påbuddet om varmebehandling til  85 – 90º. Det blev ændret til et påbud om lavpasteurisering til 63 – 65º.

Udvikling af vaccine mod mund og klovesyge. Man havde udført forsøg med dødelig dosis difteritoksin tilsat aluminiumhydroxid til marsvin. Nu prøvede man også at tilsætte det til mund og klovesyge virus.

Vaccinen blev, efter et stort forsøgsarbejde 1934 – 38 fremstillet, og i 1938 oprettedes et Vaccinekontor ved veterinærdirektøren.

Lindholm fik oprettet en podestald, hvor tunger af kreaturer blev podet med virus. Slagterum og kølerum blev tilføjet. Der var 2 sektioner med plads til 52 kreaturer i hver. Efter brug blev kadaverne kraftigt saltet og efterfølgende smeltet for at destruere virus.

Veterinærdirektøren fik sat produktionen op til 300 dyr pr. uge i 1940. Podestalden blev fyldt 3 gange om ugen. Der blev arbejdet i døgndrift.

I 1938 var prisen 110 kr. pr. udleveret liter virusvaccine eller 7,30 kr. pr. portion.

De 300 dyr med tilhørende foder om ugen, blev sendt med Kalvehavebanen fra Masnedsund til Kalvehave, og derefter sejlet til Lindholm. Da Lindholm i 1956 gik over til at indkøbe virus i udlandet, måtte Kalvehavebanen lukke i 1959 som følge af tabet af kvæg – og fodertransport.

Der var mund og klovesyge udbrud 1951, hvor min far og mange andre havde udbrud. Ejendommene blev spærret af i 3 uger. Køerne var svækket, så de måtte slagtes i 1953 efter en gang smitsom kalvekastning. Der havde været 27.000 udbrud.

I 1966 var der udbrud med mund og klovesyge efter luftbåren smitte fra Lindholm. En meget fin avlsbesætning på Stensbygården og nogle besætninger i Kalvehave blev slået ned. Man lærte, at virus kunne smitte gennem luften. Ventilationsluften på Lindholm blev derefter lukket inde.                             

Marsvin var ikke så nemme at have med at gøre, så Lindholm begyndte selv museproduktion til forsøgsdyr. Marsvinene havde ellers også gået på græs på det meste af øen. Det var ikke så godt ved højvande.

Der herskede en fælles identitet på Lindholm. Mange boede på øen. I 1928 boede der 7 voksne og 3 børn. I 1931 var der skole for de mindste 2 – 3 børn. Senere gik de i folkeskole i Lendemark og blev sejlet til Stege. Men blev senere sat af i Koster. Under krigen måtte de bo på pensionat i Stege eller hos kammerater.  

I 1932 fik man installeret radio til de ansatte til en tiltrængt afspænding. Der var tjenesteboliger på øen. Der var økonoma og tjenestepiger og ungkarle på kost til 1987. Lederen af Lindholm, der tidligere havde haft en militær karriere, var under krigen med i modstandsbevægelsen. Der blev smuglet våben sammen med kødaffald. Det kunne tyskerne ikke gennemskue. Lederen fratrådte i 1945 til fordel for en militær stilling i Nordtyskland.

Historien er skrevet af Vagn Boberg Nielsen.