Stærgården
Stærgården ligger på Vesterskovvej 2 i Langebæk. Den ejes af Joy Scheel og Jan Kragh. Ejendommen har matr. nr. 8a. I den gamle 1688- matrikel var det gård nr. 12.
I 1701 fæstede Jens Rasmussen Keis gård nr. 12 af Prins Jørgens Gods. Jens var samme år blevet gift med Maren Madsdatter. Han var søn af Rasmus Rasmussen Keis i Stensby.
Prins Jørgen døde i 1708, og godset blev afviklet i 1715. Det overgår til kongen som Vordingborg Ryttergods.
Jens Keis` datter Anna Jensdatter blev i 1734 gift med Espen Mortensen. De overtog samme år gården. Espen tog navnet Keis. Espen var født på Langø. Faderen hed Morten Hansen. Jens Keis gik på aftægt og døde i 1743.
Petersgård opstod
I 1774 blev ryttergodset afviklet og delt i 12 godser. Peter Johansen købte gods nr. 12 og kaldte det Petersgaard. Samme år overtog Espens yngste søn Hans Espensen gård nr. 12. Hans blev i 1776 gift med Maren Hansdatter fra Stensby. De fik 11 børn, og da Kronen i 1806 købte Petersgaard, blev alle gårdene under Petersgaard udbudt til salg til selveje. Hans Espensen blev dermed gårdejer. Han havde også deltaget i udskiftningen i 1796. Gården havde nu matr. nr. 8.
Hans gik på aftægt og solgte gården til sønnen Johannes Hansen i 1818. Da Hans Espensen døde i 1825 blev Johannes gift med Marie Elisabeth Jensdatter fra Skovhuse. Hun var datter af Jens Knudsen. Jens Knudsen var 70 år, da hun blev født. Han havde gård nr. 2 i Skovhuse på Skovhusegade 23. Den havde for øvrigt været selvejergård siden 1707. De andre gårde i Skovhuse blev først selvstændige 200 år senere. Jens Knudsen døde i 1813 og Marie voksede op hos stedfaderen Johannes Jensen.
Johannes Hansen døde i 1845. Marie Elisabeth Jensen fortsatte med sine 6 børn sommedhjælpere. Den ældste søn Hans Johannesen blev i 1853 gift med Marie Johannesdatter og overtager formentlig gården samme år.
I 1880 er Marie Johansdatter død; men svigermoderen Marie Elisabeth er fortsat på aftægt. En søn og svigerdatter bor hjemme; men i 1890 er det kun datteren Ellen Sofie Hansen, der er hjemme. Hun blev i 1895 gift med Christian Jensen fra Kalvehave o g de overtager Stærgården, som den er kommet til at hedde. De fik 3 sønner og 5 døtre.
Den yngste datter Ellen Sofie Jensen blev i 1938 gift med Peder Hansen fra Ørslev Kohave, og de overtog gården. Peder Hansen var den sidste oldermand i Langebæk bylaug. Bylauget sad på deres sten ved indkørslen til præstegården på deres møder.
De fik børnene Karen Johanne 1940, Anna Lise 1944 og Else–Marie 1947.
Karen er gift med Erik Mølbak, uddannet husholdningslærer, bor på et fritidslandbrug ved Glumsø. Børn: Trine og Lars.
Anna Lise er gift Eriksen, har været ansat i Nordea, bor i Strøby Egede. Børn: Peter-Thomas og Ann Christin.
Else-Marie er gift Hansen, uddannet butiksslagter, bor i Freerslev ved Haslev. Børn: Dennis og Daniel.
Peder døde i 1990, og i 1992 flyttede Ellen på plejehjem( hun døde i år 2000 90 år gammel), og gården blev solgt til Henning Joensen på Idagård. Han beholdt jorden og solgte bygningerne i 1994 til Marianne Holm Jensen og John Peter Mogensen. De foretog en omfattende renovering af stuehuset.
I 1998 købte: Yvonne og Jan Scheffer den. I stormen 1999 blæste kampestensladen omkuld.
2000 Peter og Lonni Andersen
2003 Eina Valhøj Kleffel og Niels Jeppesen
De er i gang med renovering af staldbygningen Den er ved at blive indrettet til værksted. Olietanken var udsat for hærværk i 2007. Ved den lejlighed gravede man ind under stuehuset og stødte på en brolægning 1,5 meter under niveau. Sydsjællands Museum blev tilkaldt og konstaterede at stuehuset havde været brændt på et tidspunkt muligvis i 1877, da det nuværende stuehus blev bygget.
Gården er fra 2017 ejet af Joy Scheel og Jan Kragh.
Historien er skrevet af Vagn Boberg Nielsen med Lars Skovvangs Aneopslag, kirkebøger og Karen Mølbak som Kilde.