Viemose Mølle er en hollandsk vindmølle med et vingefang på 29 alen. Den er opført på Nr. Viemose Mark, Kalvehave sogn matr. 14a og opført i 1860 af gårdmand og sognerådsformand Niels Sørensen.
Den første brandforsikring er af den 29. juli 1867 og møllen er forsikret for 1.900 rdl, dér er møllen under opbygning. Den 25. november 1867 er møllen færdigbygget og forsikringssummen er nu 3.200 rdl, og der er installeret 9 spand skral-kværn, valse og grynblæser, en 9 spand grovkværn og en 8½ spand grynkværn.
Iflg. Brandforsikring 1873 er ejeren Frederik F. Jensen og møllen er nu forsikret for 6.400 kr. Vedligeholdelsen er god.
Da Chr. Nielsen sælger møllen til sin søn i 1910, bliver der indsat forbrændingsmotor (petroleum) med kølebassin. Mellem 1910 og 1916 vælger man at gå fra vinger med sejl, til ‘klapsejl’ der lettede arbejdet gevaldigt. Magasinbygningen bliver opført 1923. I 1935 – 1936 kom der elektricitet til møllen og forbrændingsmotoren blev erstattet af en 15 HK elmotor.
Vingerne blev taget af i 1956 og Frederik W. Nielsen forsætter med korn og foderstoffer.
I 1964 sælger han møllen til Allan Grove.
Viemose Møllelaug stiftedes den 27. maj 2014 og de fik møllen overdraget 15. marts 2015 af Allan Grove
o.1860 – 1873 | Niels Sørensen |
1873 – 1881 | Frederik F. Jensen |
1881 – 1910 | Christian Nielsen, der også ejede dampmøllen på matr. 45 som han købte af sin far Niels Madsen |
1910 – 1964 | Frederik W. Nielsen, søn. |
1964 – 2015 | Allan W. Grove, der overdrager møllen til “Viemose Møllelaug”. |
2015 – | Foreningen Viemose Møllelaug |