Til Kalvehave sogneråds forestående møde forelå følgende til behandling:
Ode til Kalvehave sogneråd
om sten grus og kirkesti.
Fra gammel tid har folk benytted’
En sti, som by og kirke sammen knytted’
Hver helligdag man traved over bakken,
i sommersol, og pakket ind i vinterfrakken.
Men sidenhen man tegned’ plan og laved’ lov
om byens vækst, om mark om vej og skov.
Og på papir blev stien sat, her sagde ingen nej.
Den blev endog forlænget helt ned til Præstøvej.
Nu fik den travle mand et sted med fred og ro,
hvor han kunne gå at kigge over sund og bro -.
Men ak og ve’ -nu er vor vej et spor, som brækker fødder
O’ hjælp os derfor, høje sognerødder,
med grus og sten og muskelenergi
Til Gammel Kalvehave helt forfaldne kirkesti.
Til vandringsmanden:
Vandringsmanden hist på borgen
med en vældig god ide.
Vågnede en årle morgen
Tænk at dette skulle ske.
Vandringsmanden har med at vandre
lidt forskellig vej fra alle andre.
Ånd og hverdag ikke altid rimer,
selvom mandens ånd er helt vital,
kør, når kirkeklokken kimer.
Nyd den stille fred for dagens kval.
Stien er der som i gamle dage.
Fødder tramper ikke nu som før.
Hverdag i sig selv er plage.
I, der tramper, tramp så hårdt i tør.
Listesko og søndagstrampen,
Kan vel næppe vinde kampen.
Nu da alt er blevet penge,
og når i nu inden længe
får en hilsen om kontanter.
Der bli’r brug for alles slanter