Indtil år 1774 var der en landsby – Skuderup, der lå der, hvor Liliendal ligger. Den bestod af 10 bøndergårde og 4 huse, hvos beboere i 1664 benævne som ”Kongelig Majestæts tjenere til Vordingborg Slot”.
Gården var gennemsnitlig på 5 tdr. hartkorn. Men der var desuden en ”ufri ejendomsgård” Skuderupgård, som var noget større end de andre. At den var ufri, vil sige, at Kronen ejede hele herligheden og havde således ret til en afgift af gårdens årlige indtægt. – Bortset herfra kunne gården frit købes og sælges, hvilket også skete ret hyppigt.
| 1662 | Gjord Rasmussen | til | Leonhard Lihnert |
| 1664 | Anne Gjordes endeligt salg | til | samme |
| 1683 | til | Sognepræst ved Nikolaj Kirke i København, Henrik Thomas Heins | |
| 1717 | til | Christian Frandsen Toxværd | |
| 1726 | til | Ritmester von Segebaden | |
| 1730 | til | Jørgen Wetman | |
| 1741 | Jørgen Wetmans enke | til | Rådmand Johan Jacob Hæseker |
| 1745 | Kronens herlighed | til | samme |
| 1755 | Hæseker | til | Anna Margrethe Spang |
| 1757 | Anna Margrethe Spang | til | Peter Qvistgaard |
| 1758 | Anna Margrethe Spang | til | Hedevig Zimers |
| 1760 | Hedevig Zimers | til | Hans Gustav Liljenskjold |
Om denne Hans Gustav Liljenskiold er at fortælle, at han var født i 1727. Han blev uddannet ved Søetaten og blev kadet. Siden blev han i 1755 næstkommanderende på fregatten ”Blaa Heyren”, som skulle på et 3 års togt til de Vestindiske øer i 1757.
Ved en selskabelig sammenkomst hos generalguvernøren traf han Elisabeth de Malleville, som var en nær slægtning af generalguvernøren. Året efter søgte og fik han kongelig tilladelse til at gifte sig med hende. Hun var et godt parti, idet hun med en kapital på 30.000 $ var medejer af et sukkerværk.
Efter at Lillienskjold var blevet gift og hans frue var kommet til Danmark, købte han som nævnt Skuderupgård, og i 1762 fik han sin afsked fra søetaten på grund af inkurabel benskade. Ved sin afsked blev han udnævnt til kommandørkaptajn og “hvid ridder”1.
På Skuderupgård kunne han så nyde tilværelse sammen med sin rige hustru, og da ryttergodset i 1774 blev udbudt til slag, købte han Skuderupgård, Høvdingsgård, Balle by, Sageby Mølle og Mern Mølle.
Når jeg siger Skuderupgård, så mener jeg hermed ikke den førnævnte gård, som han jo i forvejen ejede, men derimod det gods af samme navn, som var et af de 12, som hele rytterdistriktet var inddelt i. Skuderup landsby skulle nedlægges og jorden herfra anses som hovedgårdsjord. Herforuden hørte følgende bøndergodser til Skuderupgård: Hele Øster Egesborg sogn med undtagelse af landsbyen Lekkende og fra Mern Sogn: Nørre Mern by. I alt 292 tdr. hartkorn + 8 tdr. skovskyld.
Der var ved auktionen livligt opbud på de forskellige godser. Kun Skuderupgård var der overhovedet intet bud på. Auktionarius meddelte, at vurderingssummen var 34.000 rdl., men som sagt: ingen bød. Så henvendte auktionarius sig direkte til Liljenskjold og sagde til ham, at han synes han skulle give et bud, eftersom godset jo lå udenom hans bopæl, den oprindelige Skuderupgård.
”Nåh ja”, sagde Liljenskjold – ”Jeg vil give 30.000 rdl.” Han tænkte vel sagtens som så: Går den, så går den. – Men den gik ikke. 34.000 rdl og ikke en skilling mindre skulle den koste. Det gik Liljenskjold så ind på. Da turen kom til Høvdingsgård, og man begyndte at byde med 24.800 rdl., deltog Liljenskjold i opbydningen. Han begyndte med 24.200 rdl. og sluttede med 36.620 rdl.: Dette bud fik han hammerslag på.
Til Høvdingsgård hørte følgende bøndergodser: resten af Mern, samt Bakkebølle.
Alt i alt købte Liljenskjold gods for 80.288 rdl.
Jo det var ikke en ringe medgift han havde fået.
Skuderupgård gav han navneforandring. Han opkaldte den efter sig selv med navnet Lilliendal.
I 1785, altså efter 11 års forløb solgte han både Lilliendal og Høvdingsgård til etatsråd Niels Lunde Reiersen, ejeren af Nysø, Jungshoved og Oremandsgård. Prisen var 150.000 rdl, og tilsyneladende fik han derved en fortjeneste på op imod 80.000 rdl., men man må tage i betragtning, at han i sin ejerperiode havde ladet opføre hovedbygningen til Lilliendal.
note 1: Hvid Ridder: Dannebrogordenen blev indstiftet af Christian 5. i 1671 med baggrund i legenden om det himmelfaldne Dannebrog.
Dannebrogordenen havde i begyndelsen kun én klasse, riddere. Efter ordensbåndets dominerende farve kaldtes en indehaver hvid ridder. For at kunne få Elefantordenen skulle man normalt være hvid ridder.
Denne beretning er formentlig skrevet af Holger Munk og her gengivet som afskrift. Man kan læse resten på arkivet.
Billeder af tegningerne kan ses på Kunstbib.dk – Skuderup – linket åbner i et nyt vindue