Kirken er bygget i perioden omkring 1225-1250 i senromantisk byggestil på skrænten nogenlunde midt mellem de 2 Kalvehave byer i nærheden af en helligkilde, der benyttedes indtil for ca. 100 år siden, ganske som en række andre kirker som f.eks. Øster Egesborg kirke. Der er et i øvrigt kendt vandresagn om kirken og dens placering. Ifølge sagnet skulle kirken være opført på marken bag plejehjemmet “Skovbo”, hvor der inde i skoven ligger en hel del gravhøje, kaldet “Rævebakkerne”, men de “underjordiske” ville ikke have sådant et Guds hus så tæt på, og de rev ned om natten, hvad der var bygget om dagen. Et råd om, hvordan man kunne komme videre gik på, at man skulle binde 2 stude sammen og slippe dem løs om aftenen, og der hvor man fandt dem igen om morgenen skulle kirken bygges – og det er så der, hvor den er i dag, uden problemer med hekse og trolde.
En sidefløj, “Soldaterkirken” eller “Rytterfløjen” blev opført 1652, sakristiet og Våbenhuset stammer fra 1881, Våbenhuset blev fjernet i 1950’erne
I 1600-tallet under svenskekrigene var området omkring Kalvehave og nordpå præget af krigene mellem Danmark og Sverige, og der fandt en del guerillakrige sted mellem de såkaldte ”Gønger” og de svenske soldater. Romanen ”Gøngehøvdingen” om Svend Poulsen og hans tro væbner Ib af forfatteren Carit Etlar, beskriver disse kampe. – måske stammer udtrykket ”soldaterkirken” herfra?
Den oprindelige del, skibet og koret er opført af munkesten. Den var tidligere tilknyttet Ryttergodset og efter nedlæggelsen i 1774 mere tilknyttet familien til Petersgaard, og det er da også sådan at orglet blev skænket af Frk. Suhr, den tidligere ejer af Petersgård.
Kilde: F. vestergaard Kristensen