Otto Nielsen, Stensved

Barnebarnet beretter:

Min morfar Otto Nielsen har selv bygget huset på Skovstræde 12, hvor kørelærer Børge Rasmussen senere boede. Han var murerarbejdsmand om dagen og tjener om aftenen på Stensved Hotel, inden familien købte husmandssted på Skyttemarken ca. 1947.
Otto var med i modstandsbevægelsen, bl.a. sammen med Peter vognmand (Mønbo-Peter) og en ung Knud Iuel fra Petersgård.

Jeg har dog fået fortalt, at de en nat havde fået nedkastet våben ved Petersgård. Disse våben var til modstandsbevægelsen på Møn, så transport over Møns-broen var nødvendig. Peter (vognmand)  P. V. Petersen og min morfar læssede våbnene på bunden af Peter (vognmands) lastbil med en dobbeltbund, der blev herefter læsset rigeligt med risbrænde på vognen, hvorefter turen gik til Møn ved højlys dag uden problemer.

På et tidspunkt var min morfar gået under jorden i 3 måneder under besættelsen. Et par gange var der to herrer i lange frakker, der spurgte efter Otto Nielsen, men ingen vidste, hvor han var.

Modstandsbevægelsen
7 bevæbnede modstandsfolk. 1 liggende med rekylgevær. Manden med motorcyklen er muligvis Henning Nøhr Nielsen. Yderst til venstre er “Mønbo-Peter”, Peter V. Petersen, Stensved.
Medlemmer af Stensvedgruppen fra venstre:
Peter Valdemar Petersen, Stensved
Otto Nielsen, Stensved
Johannes Rasmussen, Lille Kindvig
Børge Buchwald, Tolstrup
Haakon
Børge Korndrup Rasmussen,Vallebo Skov
Knud Iuel – liggende, Petersgård